13,9 pct.
Så meget er det toneangivende amerikanske aktieindeks, S&P 500, steget siden kalenderen viste november i år.
Set i lyset af, at aktiemarkedet historisk stiger 7 pct. over et helt år, så er stigningen voldsom, og spørger man Ulrik Harald Bie, der er økonomisk redaktør på Berlingske, så er der virkelig fart over feltet på aktiemarkedet.
»Jeg er en af dem, der synes, det går alt for hurtigt. Men det synes jeg jo hele tiden,« siger Ulrik Harald Bie i onsdagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben.
Hør Ulrik Harald Bie udfolde sit syn på økonomien her:
Den garvede økonom lægger vægt på, at det ikke kun er de store amerikanske indeks, som har haft medvind.
Læs også: Du skal reagere nu - 'der er mange penge at spare'
Det mindre indeks, Russel 2000, der dækker over små- og mellemstore virksomheder, har også haft »en fantastisk afslutning på året«. Det står i kontrast til, at indekset har været under pres i løbet af året, fordi mindre virksomheder i højere grad får sværere kår, når renten stiger.
»I det omfang, at de (aktiestigningerne, red.) bygger på, at vi får renten lynhurtigt ned og ned til, hvor den var før rentestigningerne begyndte – så er de nok lidt overgjorte,« vurderer Ulrik Harald Bie.
På den anden side, så er der meget modstandskraft, og måske undervurderer vi, at der hele tiden kommer nye penge ind i aktiemarkedet, som er med til at skubbe aktierne opad, påpeger den økonomiske redaktør:
»Der har været rigtig mange penge, der har stået på sidelinjen, fordi folk har været lidt 'aaaarh, så godt han det heller ikke blive', og så er det bare væltet ind.«
Optimismen på aktiemarkedet bredte sig især, da den amerikanske centralbank, Federal Reserve, på sit seneste rentemøde lagde op til at sænke renten tre gange i 2023.
Læs også: Amerikanske Intel bekræfter israelsk tilskud til milliarddyr fabrik i Israel
Det var første gang, at centralbanken satte rentenedsættelser i udsigt, og markedet blev så begejstrede for nyheden, at man nu har indregnet hele 5 rentenedsættelser.
Forventningen om de mange rentenedsættelser kan være overgjort, mener Ulrik Harald Bie, som bemærker, at der er mange ubekendte i 2024.
Et par af jokerne, som kan puste til økonomien er, at vi aldrig har vi været i en situation, hvor der er trykt så mange penge som nu, og samtidig er der krig i Ukraine og i Mellemøsten.
2023 har dog vist, at der grundlæggende er en stor modstandskraft i økonomien, siger Ulrik Harald Bie og påpeger, at vores evne til at håndtere begivenheder er blevet meget bedre rent finansielt.
Selvom Ulrik Harald Bie ser mange ubekendte i det nye år, så er han ikke overbevist om, at økonomien slår gevaldigt bak. Meget tyder nemlig på, at økonomien kommer fint igennem 2024, siger han.
Derimod mener en af Wall Streets mest markante stemmer, JP Morgans chefstrateg Makro Kolanovic, at aktieåret 2024 kan blive et farligt en af slagsen.
Kolanvics rationale er, at der rigtig nok kommer rentenedsættelser næste år – men de kommer, fordi økonomien synker, og indtjeningen i virksomhederne daler. Det vil alt sammen skubbe aktierne nedad, vurderer chefstrategen. Mere om det her.
Læs også: Vestas stiger markant: 'Det er en fest, som er skudt i gang'
