Elbilselskabet Fisker med den danske bildesigner Henrik Fisker i spidsen modtager en milliard af en eksisterende investor.

Det skriver selskabet i en børsmeddelelse mandag.

Kapitalindsprøjtningen i selskabet, som lyder på 150 mio. dollar, hvilket svarer til godt 1 mia. kr., kommer i form af konvertible obligationer med udløb i 2025. Indsprøjtningen sker som et led i et forsøg på at få elbilvirksomheden op på benene igen, efter der i lang tid har været spekulationer om en mulig konkurs. 

Problemerne i selskabet har fået Fisker-aktien til at kollapse, og den har på tre måneder tabt næsten 91 pct. i værdi, og selv den amerikanske børs, New York Stock Exchange, har rystet med sabelen og truet med afnotering, fordi Fisker-aktien har været i konflikt med reglerne om børsnotering.

I forbindelse med selskabets årsregnskab for 2023 opstod der blandt andet »betydelig tvivl« om, hvorvidt driften kunne opretholdes. Samtidig var der også et milliardunderskud.

Henrik Fisker har tidligere været ude og svare på kritikken.

»Alle nystartede bilvirksomheder arbejder sammen med investorer, mens de vækster, det er normalt. Jeg er glad for at kunne sige, at vi har nogle fantastiske Fisker ejere, der ikke bliver trynet af denne type sensationelle presse,« skrev Henrik Fisker tidligere på måneden til BT.

Fisker gentager igen i mandagens børsmeddelelse, at selskabet er i forhandling om et muligt samarbejde med en større bilproducent, som ifølge Bloomberg angiveligt skulle være den japanske gigant Nissan.

Læs mere: Aktien er kollapset og der er tvivl om driften. Nu kommer dansk organisation med ny anbefaling

Læs mere: Selskab kæmper for sin overlevelse: 'Virksomheden vil løbe tør for penge'