Elbilsfirmaet Fisker, med danske Henrik Fisker i spidsen, har indgivet konkursbegæring.
Det skriver Reuters.
Mandag aften ansøgte selskabet om konkursbeskyttelse i den amerikanske stat Delaware, hvor selskabet hører til.
Læs også: Analytiker: Novo kan snart komme med en opjustering
Fisker har længe haft økonomiske problemer, og selskabet har i flere måneder kæmpet for sin overlevelse.
De økonomiske problemer har blandt andet skyldes usikkerhed omkring sikkerheden i Fiskers Ocean-model. I februar indledte de amerikanske myndighed for trafiksikkerhed, NHTSA, en undersøgelse af Ocean-bilers sikkerhed.
Årsregnskabet for 2023 var heller ikke nogen sjov læsning. Her fremgik det, at Fisker havde et underskud på 5,3 mia. kr.
I marts førte det så til, at selskabet blev smidt af børsen, da Fiskers aktie brød sig med reglerne på New York Stock Exchange, hvor aktien var noteret. Det skyldtes, at aktien i flere måneder har handlet under kurs 1 dollar.
Der er tidligere gået rygter om, at Nissan har kigget på en mulig overtagelse af Fisker, men det er aldrig blevet til andet end rygter.
Til BT har Henrik Fisker forsvaret de mange økonomiske problemer:
»Alle nystartede bilvirksomheder arbejder sammen med investorer, mens de vækster, det er normalt. Jeg er glad for at kunne sige, at vi har nogle fantastiske Fisker ejere, der ikke bliver trynet af denne type sensationelle presse.«
På trods af flere års kamp om at holde selskabet oven vande, må Henrik Fisker nu kaste håndklædet i ringen og indgive konkursbegæring.
Henrik Fisker er dansk forretningsmand og bildesigner. Han har blandt andet arbejdet for Aston Martin og BMW, hvorefter han startede sit eget bilfirma Fisker.
Læs også: Novonesis skruer op for forventningerne
Læs også: Bavarian Nordic med nyt: Et skridt nærmere godkendelse af nyt vaccinehåb
