Man kan vidst roligt konkludere, at der har været tale om et udfordrende første halvår for det gigantiske bilselskab Stellantis, som står bag mærker som Chrysler, Fiat, Citroën og Peugeot.
I første halvår af 2024 går omsætning og indtjening således markant tilbage, når man sammenligner med samme periode sidste år. Det viser et friskt regnskab, som er lagt frem torsdag morgen.
Resultatet for årets første seks måneder er således 5,64 mia. euro mod 10,91 mia. euro i samme periode af 2023. Det var således også markant under analytikernes forventninger som lød på 7 mia. euro i første halvår.
Læs også: Sydbank om blodrøde aktiekurser: Særlig kommentar udløser recessionspanik
Omsætningen for årets første seks måneder er på 85 mia. euro mod 98,3 mia. euro i samme periode sidste år. Driftsindtjeningen lander på 6,6 mia. euro i første halvår af 2024 mod 13,5 mia. euro i samme periode sidste år.
»Virksomhedens præstation i første halvdel af 2024 levede ikke op til vores forventninger, hvilket afspejler både en udfordrende branchekontekst samt vores egne operationelle problemer,« lyder det fra adm. direktør Carlos Tavares i forbindelse med regnskabet.
Stellantis er en multinational bilkoncern som dækker over en række italienske, franske og amerikanske bilmærker. Selskabet har hovedsæde i Amsterdam, men handles på børsen i New York, Paris og Milano.
I ejerkredsen er blandt andet Peugoet-familien samt den italienske Agnelli familie, der blandt andet ejer Ferrari og fodboldklubben Juventus.
Stellantis-aktien er faldet med 13,7 pct. i år indtil videre.
