Det kan være rigtig svært at se sine investeringer styrtdykke. Men det kan blive rigtig dyrt for dig, hvis du falder i en af de mest almindelige faldgruber.

Sådan lyder advarslen fra formueeksperten Helle Snedker, der er kundedirektør og partner i kapitalforvalteren Formuepleje.

Man risikerer at gå glip af betydelig afkast, hvis man går ud af markedet de dage, hvor aktierne får store stryg, viser tal fra den danske kapitalforvalter.

Formuepleje har zoomet ind på S&P 500-indekset, som omfatter 500 store amerikanske virksomheder, og derfor giver et godt fingerpeg om temperaturen på markederne. Desuden bruger mange investorer indekset som benchmark – altså en standard til at sammenligne afkast – når de skal vurdere, hvor godt deres portefølje har klaret sig.

Læs også: Den amerikanske centralbank signalerer sandsynlig rentenedsættelse i september

Har man eksempelvis været investeret i indekset siden 1990 og misset fem af de bedste handelsdage, vil man være glip af 38 pct. afkast. Har man i stedet misset 20 af de bedste dage, ja så ville man have gået glip af 75 pct. afkast.

 For det er stort set umuligt at forudse, hvornår aktierne vil have en god eller dårlig dag, handler det ifølge Helle Snedker om ikke at gå i panik, når markederne bløder.

Private investorer har formodentlig stødt på udtrykket 'spredning er redning' – og de famøse ord er da også noget Helle Snedker nævner ad flere omgange.

For skal man bygge en robust portefølje, der er gearet til både godt og dårligt vejr, handler det ifølge formueeksperten om, at sprede sine investeringer så meget som muligt.

»Det forebygger meget ondt at sprede sin portefølje, og så skal man også overveje, om ikke dovenskab er en god ting i forhold til investering, for når man først har købt og investeret bredt, så skal man sådan set bare lade maskinen virke,« siger Helle Snedker.

Læs også: Bavarian Nordic opjusterer efter ny, stor kontrakt

Og selv hvis ens portefølje er sammensat af fonde fremfor udelukkende enkelte aktier, skal man være forberedt på, at kursen kan gå nedad, men at trenden historisk har været opadgående.

»Der er der nogle dage, hvor markedet hopper, springer og danser, og man tænker 'gud er vi på vej i en opbremsning i økonomien', men så få dage efter begynder tingene at falde på plads og kurserne stiger igen.«

»Men der er mange blevet så forskrækket og har solgt, og når markedet så stiger igen, er det et rædselsscenarie for mange investorer,« siger Helle Snedker om dem, der ikke når at komme med på opturen efter en nedtur, fordi de altså har trukket sig ud af markedet i frygt for at miste flere penge.

For dem, som er meget nervøse for at miste de penge, de har investeret, har Helle Snedker en betragtning, der måske kan give lidt mere ro:

Læs også: Dansk kurskomet opjusterer

»Det er grundlæggende sådan, at når man investerer, køber man en del af en virksomheds bundlinje, og en privat drevet virksomhed har vækst som eksistensgrundlag. Man vil gerne skabe positive afkast, så man vil hele tiden gøre alt for at lave produkter, der er bedre end konkurrenternes.«

Det er ikke længe siden, at sådan en dag med blodrøde tal på markederne verden over fandt sted. Det skete mandag den 5. august efter blandt andet skuffende nye tal for jobmarkedet på den anden side af Atlanten. 

Herhjemme endte C25-indekset med at lukke i et fald på 3,5 pct., mens det vigtige amerikanske S&P 500-indekset tabte 3 pct.

Siden da er aktierne stort set kun gået én vej – og det er op. Dermed er de store tab ved at være indhentet. 

S&P 500-indekset er gået frem med knap 8 pct. målt i dollar siden da, viser data fra Bloomberg. 

Læs også: Storbank: Her er vinderaktierne, når Fed begynder at sænke renten

Læs også: Topchef udnytter dansk gigants kursfald: Køber aktier for millionbeløb