Investorer verden over havde hele ugen spændt set frem til talen fra chefen for den amerikanske centralbank, Federal Reserve, Jerome Powell, under det årlige møde i Jackson Hole. Powell skuffede ikke og leverede et klart og sjældent signal: Tiden er inde til at sætte renten ned. 

En så direkte udmelding fra Federal Reserve er en sjældenhed, hvilket straks fik markederne til at reagere, og renterne faldt en smule i kølvandet på udtalelsen, påpeger bankens seniorøkonom, Mathias Dollerup Sproegel, i en kommentar mandag morgen.

Men det var ikke kun udsigten til rentenedsættelser, der sprang i øjnene, påpeger banken. 

Powell understregede også, at hverken han eller Federal Reserve ønsker en yderligere nedkøling af det amerikanske arbejdsmarked. Det er en markant udmelding, da det ikke var givet på forhånd

Ifølge Sydbank øger den udtalelse sandsynligheden for, at der kan komme større rentenedsættelser end tidligere forventet, eller at vi kan se flere rentemøder i træk, hvor renten sænkes.

Markedet reagerede positivt på Powells tale. Det store, toneangivende amerikanske aktieindeks, S&P 500, lukkede med en stigning på 1,1 pct. S&P 500 ligger under én procent fra det tidligere kurstop.