De skyhøje vaccinepriser for Mpox kan blive en hård prøvelse for Bavarian Nordics aktiekurs, advarer Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen.

Kritik af Mpox-vaccinens pris kan medføre lavere salgstal og presse det danske vaccineselskab til at sænke prisen, hvilket kan få aktiekursen til at falde.

Bavarian Nordic og deres investorer har længe ventet spændt på de mange forventede ordrer på Mpox-vacciner, som skulle retfærdiggøre Bavarian Nordic-aktiens den store stigning. Stigningen skyldes forventninger om mange og store vaccineaftaler. Men ordrerne er ikke realiseret i det forventede omfang, påpeger Per Hansen. Det skyldes i hans optik to ting:

»For det første tager ting tid, og nogle steder tager det mere tid end andre. I Afrika går tingene langsommere end på vores breddegrader,« forklarer Per Hansen og fortsætter:

»For det andet, og vigtigere, er der udfordringer med finansieringen af vaccinerne. Hvem skal betale?«

En væsentlig del af problemet er ifølge ham, at prisen på Bavarian Nordics vacciner er meget højere end købekraften i mange af de berørte områder. 

»Bavarian Nordic har formentlig den bedste vaccine uden væsentlige bivirkninger, men de har også den dyreste vaccine,« pointerer Hansen.

Vaccinen skal gives to gange for at give den rette beskyttende effekt, og prisen anslås at være mere end 100 dollar per dosis. Hvis der er behov for 10 millioner vacciner, vil det svare til en omkostning på en milliard dollar eller mere. 

»Disse penge har bl.a. Congo naturligvis ikke, og de er afhængige af donorer. Men disse donorer står ikke ligefrem i kø for at donere vaccinerne.«

Det kan ramme aktiekursen, fordi aktiestigningen i Bavarian Nordic har været næsten identisk med mulighederne for at sælge mange Mpox-vacciner til en høj pris, advarer Per Hansen. Hvis markedet mangler købekraft til at købe disse vacciner til de høje priser, kan Bavarian Nordic blive tvunget til at sælge til lavere priser for at øge salget.

Hvis der dukker vaccinedonorer op, vil det kunne retfærdiggøre aktiestigningen. Men hvis Bavarian Nordic sælger færre vacciner end forventet, og/eller til lavere priser, vil det ryste den investeringscase, som har fået aktien til at stige i 2024 på grund af Mpox og WHOs erklæring om en global sundhedskrise.