Markedet er fyldt med spørgsmål, og investorerne er spændte til bristepunktet.
Onsdag lander der friske inflationstal fra USA, som kan få stor betydning for alt fra dine aktier til dit boliglån. USA er nemlig verdens største økonomi, og dermed har tilstanden af landets økonomi stor betydning for resten af verden.
Det friske inflationstal for august kan muligvis også give os svar på nogle af de helt store spørgsmål i markedet lige nu, som fredagens jobrapport ikke fik givet noget endegyldigt svar på:
Nemlig får vi en recession? Og hvor meget sænker den amerikanske centralbank, Fed, renten i næste uge?
De friske inflationsdata fra USA bliver nemlig det sidste nøgletal fra den amerikanske økonomi, før det længe ventede Fed-møde i næste uge, hvor renten ventes at blive sænket.
»En rentesænkning fra Fed i næste uge er så sikkert som amen i kirken, men inflationstallene kan investorerne bruge til at bestemme sig for, om de tror mest på en rentesænkning på 0,25 procentpoint eller 0,5 procentpoint, samtidig med at de nye inflationsdata kan gøre os lidt klogere på, om vi er på vej i recession,« lyder det fra Sofie Manja Eger Huus, der er seniorstrateg hos Danske Bank i en kommentar tirsdag.
Læs også: Valgkampen i USA er skudt i gang: Sådan kan Novo Nordisk-aktien blive påvirket
Strategen forudser, at investorerne kommer til at tage imod de nye inflationstal på en helt anden måde end for bare tre måneder siden.
»Fokus kommer til at være på, om inflationstallene viser en amerikansk økonomi, der stille og roligt er på vej ned i gear, eller om økonomien er ved at falde ud over afgrunden,« understreger Sofie Manja Eger Huus.
»Inflationsfrygten i markedet er blevet erstattet af bekymringer om en recession,« tilføjer hun.
Hvis inflationstallet lander markant til den ene eller den anden side, kan vi ende med at se store bevægelser i både aktier og renter, forudser hun.
Et lidt lavere inflationstal end ventet kan øge investorernes tro på en stor rentesænkning fra Fed på 0,5 procentpoint. Til gengæld kan et meget lavere inflationstal vække »recessionsmonsteret,« og det vil gå udover aktierne.
Læs også: Garvet investor forstår begejstringen – men han vil ikke røre aktien
Hvis inflationen lander lidt højere end ventet, vil det ikke nødvendigvis ramme aktierne, da tallet vil vidne om en vis styrke i den amerikanske økonomi, men det vil dog skyde den store rentesænkning fra Fed til hjørne, tilføjer strategen.
Hun påpeger også, at i den nuværende markedssituation er det særligt vigtigt at være opmærksom på sin portefølje.
»Vi er i en fase, hvor selv en lille overraskelse i data kan skabe store bevægelser på de finansielle markeder, og i et nervøst marked er det afgørende at have både obligationer og aktier samt en balanceret sektortilgang med fokus på kvalitet,« understreger Sofie Manja Eger Huus.
Inflationstallet ventes af markedet at lande på 2,5 pct. i august på årlig basis. I juli lå tallet på 2,9 pct.
Tallet, som er det såkaldte CPI-inflationstal, offentliggøres onsdag klokken 14.30 dansk tid.
Læs også: Børshus ser kæmpe potentiale i Vestas-aktien: Så meget tror de, den kan stige
Læs også: Én boligtype sætter prisrekord

