Chefanalytiker: Renteforhøjelser venter i horisonten - og det vil ramme disse boligejere


Dagens beslutning fra ECB er i tråd med forventningerne, men selvom renten bliver holdt i ro i juli, så er der renteforhøjelser på menuen senere på året.
Sådan lyder vurderingen fra Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker hos Totalkredit.
»Eskalationen i Mellemøsten har dog igen sendt energipriserne på himmelflugt, og gaspriserne er nu højere end i foråret. Det er derfor ikke et spørgsmål, om der kommer nye renteforhøjelser, men hvor mange. Det virker næsten som givet, at der kommer en renteforhøjelse allerede i september,« skriver chefanalytikeren i en kommentar.
Han tør ikke udelukke, at konflikten i Mellemøsten vender på en tallerken igen, men det er mere håb end realitet lige nu, lyder vurderingen fra Sune Malthe-Thagaard.
Hvis renten kommer op i september, så venter der en regning til boligejere med lån, hvor renten ofte fornyes som prioritetslån og F-kortlån.
»Den vil slå igennem på prioritetslånene allerede inden efterårsferien. De får nemlig ny rente 1. oktober,« skriver analytikeren.
Dermed er der udsigt til, at det bliver dyrere at låne i løbet af året. Hæver ECB kun renten i september, så vil det øge rentebetalingen efter skat med 160 kr. om måneden pr. lånt million, viser beregninger fra Totalkredit.
Læs også: Erfaren analytiker siger køb - dansk kæmpe spiller nøglerolle for ‘fremtidens olie’ og handler til ‘markant rabat’
Læs også: Det bliver en af de store gysere denne sæson: Strateg advarer om potentielt voldsomme kursbevægelser