Tidligere toppolitiker løber med fed præmie: 'Det er jo helt vanvittigt'


Tidligere topminister troede, at præmien var tabt - men i aktiespillet kan alt ske. Tech-aktiernes voldsomme kursfald de seneste uger har nemlig vendt op og ned på det.
Fredag den 30. oktober udtalte forhenværende justitsminister Nick Hækkerup til Euroinvestor, at han havde været »svineheldig« i Millionærklubbens Aktiespil. Det held viste sig at holde hele vejen til målstregen.
»Kollegerne og jeg havde grinet over, hvor tæt det var. Jeg lå og rykkede meget rundt i top fem. Og det er jo helt vanvittigt, når det så går den rigtige vej, og man pludselig vinder alligevel.«
Efter en tæt dyst i toppen af spillet blev der fredag fløjtet af.
Nick Hækkerup endte afkastmæssigt på en fjerdeplads, men grundet en teknisk udfordring med én registrering, sikrer han sig tredjeplads-præmien og kan stikke et rejsegavekort på 50.000 kr. til Profil Rejser i lommen. Blandt andet den præmie, har mere end 22.000 spillere kæmpet om siden starten af spillet, ved at investere en million fiktive kroner.
I alt har han blot foretaget fem handler under hele aktiespillet og har ladet porteføljen passe sig selv fra start til slut.
Nick Hækkerup er i dag direktør for interesseorganisationen Bryggeriforeningen, men har en lang politisk karriere bag sig - blandt andet som socialdemokratisk justitsminister i Mette Frederiksens første regering fra 2019 til 2022 og borgmester i Hillerød Kommune fra 2000 til 2007.
Efter sin embedsperiode som justitsminister blev Hækkerup direktør for Bryggeriforeningen, hvor han og kollegerne har haft et internt puljespil. Her vandt han med egne ord »by far«.
»I puljen spillede vi desværre ikke om noget ud over æren, men præmien kommer mine gode kolleger også til at høre rigtig meget om det kommende stykke tid.«
»De vil naturligvis få tilsendt rigeligt med feriebilleder,« tilføjer han.
Hvor de 50.000 kroner helt præcist skal bruges, er dog ikke lagt fast endnu.
»Det skal jeg snakke med min kone om, men det skal være et sted, hvor der er noget sol og noget varme. Så kan vi gå foråret i møde et eller andet sted,« siger han og peger på Tenerife som en oplagt kandidat blandt tidligere rejsemål.
Det var markedsbevægelser helt uden for hans kontrol, der sikrede comebacket på målstregen. I spillets slutfase dykkede flere amerikanske aktier markant, mens den danske biotekkæmpe Genmab tog et gevaldigt hop opad.
»Det har reddet mig,« konstaterer han.
Foruden Genmab, som er steget hele 86,9 pct. i hans portefølje, har han haft fire aktier: Biotekaktien Biogen og tre arbejdsrelaterede aktier, nemlig Carlsberg, Royal Unibrew og Coca-Cola.
Torsdag den 7. november samler Euroinvestor vinderne af aktiespillet i Pilestræde 34. Her vil de faste eksperter i Millionærklubben vende de aktier, som har været med til at vinde spillet. Du kan købe din billet her.