Alphabet slår forventningerne i et regnskab, som topchef Sundar Pichai beskriver som 'utroligt'.

Det er især Google Cloud-forretningen, der vokser på baggrund af stor efterspørgsel fra services relateret til kunstig intelligens.

Det fremgår af Alphabets regnskab for andet kvartal.

Omsætningen hos Alphabet er vokset med 24 pct., så den lyder på 119 mia. dollar i kvartalet. Det er over analytikernes forventning, der lød på 117 mia. dollar, viser data fra Bloomberg.

Indtjeningen pr. aktie lander på 9,11 dollar, og det er markant over de 2,9 dollar, som analytikerne havde ventet. Det er dog usikkert, om de to tal kan sammenlignes.

Inden for Google Cloud, der dækker også services inden for AI og cloud-computing, lyder væksten på 82 pct. Samlet har forretningsbenet omsat for 24,8 mia. dollar i kvartalet, og det skyldes især efterspørgsel på AI-løsninger og AI infrastruktur til virksomheder, fremgår det.

Her havde analytikerne ventet en omsætning på 22,4 mia. dollar.

»Andet kvartal var et utroligt kvartal, hvor Alphabets omsætning voksede med 24 pct. i forhold til året før, og væksten i Google Clouds omsætning accelererede til 82 pct. drevet af efterspørgsel efter AI-infrastruktur og AI-løsninger. Det er fantastisk at se den brede udbredelse af Gemini Enterprise, som næsten 90 pct. af Fortune 100-virksomhederne bruger,« udtaler Sundar Pichai.

Alphabet er et af de selskaber, der investerer mest i infrastrukturen bag kunstig intelligens, og selskabets investeringslyst er kun vokset de seneste år.

Sammen med Microsoft, Amazon, Meta Platforms og Oracle er Alphabet blandt dem, der investerer suverænt mest i AI, datacentre og IT-infrastruktur generelt.

Derfor er det historiefortællingen omkring kunstig intelligens i regnskabet og på telekonferencen afgørende, lød det fra Oskar Barner Bernhardtsen i en kommentar. 

»Da Alphabet er den første hyperscaler til at rapportere deres regnskab, kan det sætte tonen an, for hvad man kan vente at høre fra de resterende teknologivirksomheder,« skriver Oskar Barner Bernhardtsen.

»Derfor kommer Alphabets regnskab og især efterfølgende kommentarer til AI til at betyde store udsving, for ikke bare deres egen aktiekurs, men også de andre hyperscalers’ samt mikrochipaktier som Micron, Sandisk, SK Hynix og Samsung,« uddyber han.

Det kan du læse meget mere om her.

Alphabet har i andet kvartal investeret 44 mia. dollar i anlægsinvesteringer hovedsageligt til kunstig intelligens, hvilket er i tråd med forventningerne.

Alphabet er en global teknologikæmpe, der står bag den populære søgemaskine Google og streamingtjenesten YouTube, men det er ikke det eneste. Selskabet beskæftiger sig også med reklamer, operativsystemer, platforme og hardware.

Det er dog hovedsageligt fra reklamer og salg på markedspladsen Google Play samt hardwareprodukter.

Alphabet-aktien stiger i eftermarkedet med 1,5 pct.

I år er Alphabet-aktien steget med 9 pct.

Læs også: DSV fik massive kurstæsk, mens Genmab steg efter anbefaling: Sådan gik handelsdagen

Læs også: 23 ud af 27 analytikere siger køb: Finanshuse ser vildt afkastpotentiale i ombejlet aktie

Millionærklubben

Et brag af en handelsdag venter onsdag, hvor den danske transportkæmpe DSV blandt andet har leveret friske tal. Senere på dagen venter regnskaber fra blandt andet Alphabet, Tesla og IBM, der kan definere om tech-aktierne skal op eller ned. Millionærklubben diskuterer og dissekerer derfor tallene, og vender hvad det kan betyde for investorerne. Vi vender også nye kinesiske AI-modeller, der har rystet markedet, og undersøger om der er grundlag for at rykke rundt på porteføljen. Med i studiet er investeringsstrateg hos Saxo Bank Oskar Barner Bernhardtsen og investeringschef i teknologifonden Techwave, Benjamin Bjerre. Vært: Adam Geil