»Nu skal vi se på, hvornår vi skal sælge vores olieaktier,« lyder det kontant fra Lau Svenssen.
Olieprisen vil nemlig falde, og trække olieselskabernes aktier med ned, forudser chefanalytikeren i Svenssen & Tudborg i fredagens udgave af Millionærklubben.
Krigen i Mellemøsten mellem Israel og USA på den ene side og Iran på den anden har ellers sendt olieprisen i vejret. Det skyldes, at Iran har lukket Hormuzstrædet for sejlads, som en stor del af verdens olie transporteres igennem.
Ifølge den erfarne investor har det skabt panik i markedet, som har sendt det sorte guld på himmelflugt.
Men prisstigningen er uberettiget, vurderer Lau Svenssen. Han forventer, at olien snart vil flyde gennem strædet igen, selvom krigen skulle fortsætte.
Den erfarne investor har derfor allerede skilt sig af med aktierne i OKEA og Vår Energi. Nu er de næste fire selskaber kørt i stilling til salg: Aker BP, BP, Petrobras og Eni.
Han afventer blot en mindre kursstigning, før han trykker på salgsknappen.
Hør, hvilke salgspriser han satser på, og få Lau Svenssens og Lars Perssons vurdering af, om de danske giganter Pandora og Coloplast er et køb værd, i fredagens udgave af Millionærklubben nedenfor:
Millionærklubben Eksklusiv: Det regner med udbytter - hvor skal de investeres?
Det er den tid på året, hvor ikke bare foråret ruller ind over land – det gør også masser af udbytter fra de børsnoterede selskaber. For mange er det måske en kærkommen lejlighed til at forsøde tilværelsen en smule, men skal du ikke bruge pengene til noget specifikt her og nu, er geninvestering i markedet en oplagt mulighed.
Til dette eksklusiv-arrangement onsdag den 25. marts sætter Millionærklubben fokus på udbytter og debatterer, hvordan man som privat investor håndterer udbytteaktier i porteføljen. I løbet af aftenen bliver du også klogere på, hvilke muligheder panelet ser i de aktuelle markeder, og hvor de selv ville placere eventuelle udbytter for derved at få mest muligt afkast ud af dem fremover.
Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Ole Søeberg, aktiestrateg hos Brock Milton Capital og stifter af Nordic Investment Partners,
Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg,
og Michelle Nørgaard, investor og aktiestrateg.
I løbet af aftenen byder vi også på en forfriskning og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer. Køb dine billetter her: www.euroinvestor.dk/arrangementer


