Sommerhusmarkedet er normalt præget af genkendelige sæsonmønstre. Priserne stiger om foråret og sommeren, mens de falder om efteråret og vinteren. 

Men denne vinter er priserne på landsplan næsten kun steget, så har sommerhusmarkedet helt glemt vinterpausen?

Det normale sæsonmønster bunder langt hen ad vejen i følelser. Det er meget nemmere at forelske sig i et sommerhus, når haven blomstrer, solen skinner og fuglene pipper, end når alt er gråt og vådt. 

Og så sidder pengene bare lidt løsere. 

Sælgerne ved det også godt, og bl.a. derfor er udbuddet af sommerhuse til salg altid størst om foråret og sommeren, og mindst om vinteren. 

Men på trods af det lavere udbud om vinteren, har vi igennem mange år set et sæsonmønster, der har betydet, at de gennemsnitlige kvadratmeterpriser på sommerhuse i 2. kvartal ligger ca. 3 pct. over de gennemsnitlige priser i 4. kvartal.

I år har vi bare ikke set dette mønster i de prisstatistikker, vi har tilgængelige indtil videre. På landsplan har kvadratmeterpriserne på sommerhuse trendet opad stort set hele 2025 – også i vintermånederne – og er fortsat i januar i år, ifølge Boligsidens tal. 

Billedet virker til at være drevet af markederne i både Vest- og Sydsjælland og i Vestjylland, der er nogle af de store sommerhusområder.

Som normalt er udbuddet dog faldet fra forår/sommeren og hen over vinteren, men i år er faldet mere markant end normalt. Både på landsplan og i de to landsdele er udbuddet faldet med ca. en tredjedel mellem toppen i maj 2025 og til januar i år. 

Det er et voldsomt fald, som bestemt er med til at holde priserne oppe trods vejret i de triste efterårsmåneder.

En årsag til, at sommerhusmarkedet tilsyneladende har sprunget vinterpausen over, er den danske økonomi.

Beskæftigelsen bliver ved med at stige, og lønningerne er steget mere end priserne, så mange danskere har flere penge mellem hænderne end tidligere. 

Dertil kommer stigende priser på ejerboliger, som kan betyde, at friværdien kan belånes til at lægge en god udbetaling for det nye sommerhus.

Det tror jeg har været med til at presse udbuddet ned – ud over den normale nedgang der skyldes, at færre også sælger i efterår- og vintermånederne. 

Og derfor har priserne denne vinter mange steder ikke taget det normale dyk.

Jeg tror derfor også, at priserne vil fortsætte opad de kommende måneder, ganske som de plejer. 

Sælgerne kan så glæde sig over, at vinterpausen udeblev denne vinter, mens købernes må acceptere et lavere udbud. Så på den måde ligner det helårsboligmarkedet mange steder i landet: Sælgers marked.

Denne kommentar er skrevet af Jens Hjarsbech, cheføkonom i Mybanker. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.