Den garvede investor Lars Persson kommer til at satse alt på teknisk analyse og lynhurtige handler i Millionærklubbens Aktiespil, der starter mandag, når børsklokkerne ringer på det danske marked.

Men de aktier, som skal hjælpe Millionærklubbens faste ekspert, Lars Persson, til at stå øverst på skamlen, når spillet er ovre, bliver både amerikanske og danske.

Tilmeld dig aktiespillet her

Blandt de danske selskaber fremhæver han MT Højgaard, som har været presset efter en udskudt voldgiftssag og et kursdyk i marts, men som senest har vundet nye ordrer. 

Analytikeren peger også på TORM samt rådgivnings- og medicinalselskabet Chemometec, der lander med regnskab 10. september, hvilket kan skabe kursbevægelser. 

Derudover har han kig på køkkenproducenten TCM Group, som svenske investorer og medier har udvist stigende interesse for på grund af en attraktiv P/E-værdi og god vækst på både top- og bundlinje, fortæller Lars Persson.

Læs også: Slå Millionærklubbens eksperter og scor gavekort på tusindvis af kroner

Også Parken Sport & Entertainment, der står bag fodboldklubben FCK og badelandet Lalandia, står til at komme i porteføljen.

Kursen har vist en stabil og pænt stigende trend gennem længere tid, uanset at resultaterne på grønsværen til tider har svinget en smule. Opturen er i stedet drevet af ferie- og badelandenes stigende antal gæster - en generel nordisk trend med fremgang i turismen, påpeger Lars Persson.

Får den pæne udvikling samtidig medvind fra kampe i den europæiske Conference League, kan aktien løbe rigtig stærkt i spillets levetid.

Læs også: Vind 250.000 kr. i Millionærklubbens Aktiespil - her er alt hvad du skal vide

På det amerikanske marked kigger han blandt andet på tunge oliegiganter som ExxonMobil og Chevron, der kan se frem til at øge indtjeningen på grund af uroen i det strategisk vigtige Hormuzstræde. 

Industri- og maskinkæmpen Caterpillar vurderer aktieeksperten også som et oplagt emne til at styrke porteføljen takket være det store fokus på udvinding af sølv, guld og sjældne jordarter.

It-giganten Oracle er også interessant, konstaterer Lars Persson. Selvom stemningen omkring aktien er lunken, viser tekniske signaler på dagsniveau, at den er gået i køb, og at der kan være optræk til et kurshop efter de seneste markedsbevægelser.