'Massivt': Strateg spår markant udbytte til vej til aktionærer i dansk selskab


Det danske tankrederi Torm har mandag hævet sine forventninger til 2026, som følge af ekstraordinært stærke markeder.
Torm har således hævet sine forventninger til året for tredje gang i år - og i dag med 300 mio. dollar. Forventningerne til driftsresultatet (EBITDA) er nu på mellem 1,3-1,5 mia. dollar - svarende til mellem 8,6 og 10 mia. kr.
Tidligere lød forventningen på mellem 1-1,2 mia. dollar.
Det betyder samtidig, at aktionærerne kan se frem til et ganske pænt udbytte over de kommende to kvartaler. Det vurder Jacob Pedersen, der er investeringsstrateg i Middelfart Sparekasse.
- Opjusteringen alene kan løfte udbyttet for andet halvår massivt, skriver Jacob Pedersen i en kommentar.
I løbet af årets første to kvartaler har Torm udbetalt 3,1 dollar -svarende til 20,7 kr. - per aktie i udbytte.
Det svarer samtidig til et direkte afkast på 7,4 pct. baseret på aktiekursen mandag eftermiddag. Dertil er aktiekursen steget med hele 117 pct.
Jacob Pedersen vurderer, at opjusteringen fra Torm indikerer et meget stærkt fjerde kvartal - men at usikkerheden stiger i det kommende år.
- Så længe olien sejler længere ruter, holder raterne sig høje. Men når handelsruterne finder ro, og flere nye skibe kommer på vandet, vender fragtcyklussen. Det er den virkelighed, TORM skal navigere i fra 2027, konkluderer han i en kommentar til opjusteringen.