ECB hæver med stor sandsynlighed renten - her er, hvad strategen holder øje med


Renten i Europa bliver med stor sandsynlighed hævet i eftermiddag, når den europæiske centralbank, ECB, holder rentemøde.
Og fordi det er ventet, at renten sættes op med 0,25 procentpoint, bliver det næppe selve beslutningen, der sætter markederne i bevægelse.
Sådan lyder det fra Sofie Manja Eger Huus, der er seniorstrateg i Danske Bank.
- Alle øjne er rettet mod pressemødet og på signalerne fra Christine Lagarde om, hvad der skal ske efter september. Når rentebeslutningen på forhånd ligger fast, er det ordene fra talerstolen, der kan få markederne til at bevæge sig, siger hun i en kommentar fra morgenstunden torsdag.
Hun påpeger også, at inflationen fortsat ligger over målsætningen. Dog er der indtil videre få tegn på, at de højere energipriser har bredt sig som ringe i vandet til resten af økonomien.
- Samtidig har økonomien vist sig mere robust end ventet, og de seneste indikatorer peger på, at aktiviteten fortsat holder skansen trods modvind fra højere renter og højere energipriser, lyder det videre fra Sofie Manja Eger Huus.
Det afgørende spørgsmål bliver nu, om en rente på 2,50 pct. er nok til at lægge låg på inflationen, eller om ECB mener, at der skal strammes mere.
- Hvis Lagarde tydeligt holder døren åben for flere renteforhøjelser, kan renterne stige yderligere og lægge pres på aktierne. Hvis ECB nedtoner risikoen for, at de højere energipriser smitter af på den underliggende inflation, kan investorerne tolke det som et tegn på, at rentetoppen er tæt på, siger Sofie Manja Eger Huus og fortsætter:
- En mere forsigtig tone kan få investorerne til at skrue ned for forventningerne til nye renteforhøjelser og give aktierne medvind.
Rentebeslutningen offentliggøres 14.15 torsdag eftermiddag.