Chefstrateg: Disse regnskaber kan 'sætte en positiv tone for hele aktiemarkedet'


På mandag starter en særdeles spændende regnskabsuge, hvor der kommer friske tal fra techgiganterne Microsoft, Alphabet, Meta, Amazon og Apple.
Stærke regnskaber fra den bande, kan være med til at løfte stemningen hos investorerne, vurderer Danske Banks chefstrateg Frank Øland Hansen:
- Kommer de med stærke regnskaber kan det sætte en positiv tone for hele aktiemarkedet og flytte fokus væk fra Mellemøsten for en stund, skriver han i en kommentar.
Hos Danske Bank har man god fidus til teknologiselskaberne, der i øjeblikket satser stort på ny AI-teknologi.
- Vi kan både lide amerikanske og europæiske aktier og så er vi fortsat meget positive på hele kunstig intelligens-temaet og ikke mindst den infrastruktur, der skal understøtte vores nye AI-verden, skriver Frank Øland Hansen og fortsætter:
- Hvis krisen i Mellemøsten snart afsluttes, så forventer vi, at der kan komme en hel stribe aktierekorder hen over sommeren og at 2026 kan ende med at blive et usædvanlig godt aktieår.