Der var godt gang i aktierne herhjemme denne torsdag, hvor der var en overvægt af stigende aktiekurser.

C25-indekset, der følger de mest populære danske aktier, steg med 0,9 pct.

Helt i top lå NKT og Vestas, der fik medvind fra et stærkt regnskab fra den franske kæmpe Schneider Electric

Læs også: Den amerikanske økonomi skuffer forventningerne - og inflationen er for høj

Vestas-aktien steg med 6,6 pct. i dagens handel, mens NKT steg med 5,0 pct.

De positive takter hos begge selskaber kommer i kølvandet på, at den franske kæmpe inden for energistyring og el-distribution Schneider Electric har leveret et så stærkt regnskab, at man har opjusteret forventningerne til året.

»Det trækker flere industri- og energirelaterede aktier op. Siemens Energy, Vinci og Prysmian ser lignende stigninger i dag, så det er nok mest en generel trend for den type virksomheder i Europa,« skriver Oskar Barner Bernhardtsen, der er investeringsstrateg i Saxo Bank i en kommentar.

Schneider Electric-aktien selv steg med næsten 11 pct. i dagens handel.

Læs også: Storbank reagerer på sværvægteres regnskaber: Sådan ville de handle aktien

Novonesis var i lang tid at finde blandt de mest stigende aktier i C25-indekset, men aktien tabte terræn og endte oppe med 2,0 pct.

Stigningen kommer i kølvandet på, at det hollandsk-schweiziske ingrediensselskab DSM-Firmenich ser gode udsigter for salgsvæksten resten af året.

Noget af den gode stemning smitter også af på Novonesis, der er konkurrent til selskabet, skriver AL Sydbank i en note.

DSM-Firmenich venter, at salgsvæksten vil lande i den høje ende af selskabets forventninger 2026 på mellem 2 og 4 pct., udtaler topchefen Dmitiri de Vreeze i regnskabet.

Dagens fem bedste i C25-indekset:

Vestas: +6,6 pct.
NKT: +5,0 pct.
Ørsted: +2,4 pct.
Danske Bank: +2,4 pct.
Rockwool: +2,2 pct.

Dagens fem dårligste i C25-indekset:

Novo Nordisk: -2,1 pct.
Pandora: -1,4 pct.
Genmab: -1,2 pct.
ISS: -0,7 pct.
GN Store Nord: -0,6 pct.

Læs også: Forvalter har navigeret gennem markedernes største kriser: Fire grunde til at han satser maksimalt på global kæmpe

Læs også: Novonesis får medvind fra konkurrent efter pænt regnskab

Millionærklubben

Markederne er stadig relativt volatile, men onsdagen kunne gå hen at blive et vent-at-se-game. For dagen bringer nyt fra den amerikanske centralbank, og inden mødet ser markedsdeltagerne ud til at være mere uenige om udfaldet, end de plejer. Millionærklubben varmer op til mødet og debatterer med Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie, hvilket scenarie der synes mest sandsynligt. I studiet tjekker teknisk analytiker Lars Persson dagens åbningsniveauer, regnskaber og finansnyheder. Vært: Bodil Johanne Gantzel