Der var fuld fart på aktien i den danske medicinalkæmpe Novo Nordisk i mandagens børshandel.
Således lukkede aktien i en stigning på 5,3 pct., og den positive stemning omkring aktien var med til at sende C25-indekset op med 0,8 pct.
Novo-aktien blev mandag sendt op, efter de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har bremset at amerikanske Hims & Hers kan lancere en kopipille af vægttabmidlet Wegovy.
Novo Nordisk-aktiens stigning mandag kommer efter en sur sidste uge, hvor aktien i første omgang blev sendt markant ned på en skuffende prognose for 2026 som en del af selskabets årsregnskab for 2025, og derefter altså Hims & Hers udmelding om at lancere en Wegovy-kopipille.
Mandag bød også på en stigning til Ørsted-aktien, der blev sendt op med 3,4 pct.
Artic Securities har ellers været ude med en ny holdning til aktien. Anbefalingen lyder nu på 'hold' mod før 'køb'.
I samme omgang har Artic Securities sat et nyt kursmål på aktien, der lyder på 145 kr.
Der var også analytikernyt til Mærsk, hvor B-aktien endte i et fald på 0,5 pct. mandag, mens A-aktien steg 0,3 pct.
Det sker efter, at den norske investeringsbank Clarksons Securities har ændret sin anbefaling på aktien til 'sælg' fra før 'neutral'.
I samme omgang har investeringsbankens analytiker sat et nyt kursmål på aktien på 12.000 kr. Læs mere om det her.
Pandora-aktien havde sig endnu en svær dag på børsen, hvor aktien dykkede 5,9 pct.
Pandora-aktien har længe haft det svært og er faldet kraftigt i takt med, at prisen på sølv er buldret i vejret.
Siden årsskiftet er aktien nede med omkring 22 pct.
Hvordan de øvrige C25-aktier klarede sig mandag, kan du blive klogere på her.

