Av, av, av. Investorerne i Tomra kan se aktien i det norske selskab falde mere end 23 pct. fredag.

Fra AL Sydbank lyder det da også, at det er 'noget af en kindhest', selskabet får.

Den sure stemning omkring aktien kommer efter, at selskabet har præsenteret et skuffende regnskab for første kvartal, hvor bundlinjen tynges 'kraftigt af udfordringer i Recycling-divisionen'.

Tomra har i det seneste kvartal omsat for 334 mio. euro, mens driftsindtjeningen, EBITDA, lander på 13 mio. euro.

Derudover kan selskabet melde om et tab pr. aktie på 0,010 euro. Analytikerne havde sat næsen op efter, at tallet ville lande på en indtjening pr. aktie på 0,07 euro.

- Selskabet advarer desuden om, at den aktuelle makroøkonomiske usikkerhed, handelsspændinger og toldsatser kan påvirke kundernes investeringslyst negativt og forsinke ordrer, skriver AL Sydbank.