Guld og sølv har været på alles læber de seneste måneder. Først med kraftige stigninger og senest med store fald.

Metaller er dog langt mere end kun guld og sølv.

Investorer er nu også ved at få øjnene op for industrielle metaller som kobber, nikkel og aluminium, der bruges i energiomstillingen, teknologi og den generelle industri.

Både industrielle og ædle metaller har en række strukturelle medvinde, og samtidig kan de give fordele i en bred investeringsportefølje.

Guld – beskytter mod uro

Guld er faldet kraftigt, fordi priserne i en lang periode er steget for voldsomt. Det ændrer dog ikke på de bagvedliggende drivkræfter.

Udviklingen i guldprisen er først og fremmest et resultat af geopolitiske uroligheder, frygt for den store

globale gæld og usikkerheden om flere grundlæggende institutioner som f.eks. uafhængigheden af

den amerikanske centralbank. Her ses guld som en ”sikker havn”.

Flere af de problemer, som har drevet udviklingen i guldet, ser ikke ud til at blive løst foreløbigt. Udsving i prisen på guld må dog forventes.

Metaller til industrien – efterspørgslen stiger, udbuddet er konstant

Flere tendenser peger på, at efterspørgslen efter en række metaller til industrien vil stige de næste ti år:

1) Verdens befolkning bliver større og rigere

Verdensbanken vurderer, at jordens befolkning i løbet af de næste ti år vil vokse med 500 mio. I samme periode vil middelklassen vokse med 900 mio. Det øger behovet for infrastruktur, transport og energi - områder, som er afhængige af store mængder metaller.

2) Energiomstillingen kræver metaller – og er kun lige begyndt

Elektrificeringen af det globale samfund kræver markant flere metaller end det fossile energisystem. Særligt kobber, nikkel og litium kan opleve større efterspørgsel via deres rolle i batterier og energiinfrastruktur.

3) Teknologisk udvikling øger metalforbruget

Elbiler, batterier, datacentre og avanceret elektronik er afhængige af en række metaller. I et typisk datacenter bruges der 21 forskellige metaller, lige fra kobber og sølv til sjældne jordarter. De teknologiske fremskridt øger dermed også efterspørgslen efter metallerne.

4) Metaller bliver strategisk vigtige

Mange metaller er i dag afgørende for militært udstyr, energiforsyning og teknologisk fremskridt. Flere lande ser adgangen til kritiske metaller som en strategisk prioritet. USA's liste over kritiske metaller rummer nu 60 forskellige metaller. EU har en lignende liste. Udbuddet er begrænset

1) Flere år med lave investeringer

Interessen for metaller og råvarer generelt har været lav de seneste ti år. Mellem 2015 og 2025 er der derfor ikke blevet investeret tilstrækkeligt i sektoren. Resultatet er, at det nu tager op mod 18 år at åbne en ny mine. Det holder udbuddet nede.

2) Geopolitiske spændinger skaber usikkerhed

En stor del af verdens metalreserver er koncentreret i få regioner. Politiske konflikter eller handelsrestriktioner kan derfor få direkte betydning for udbuddet.

De underliggende tendenser peger derfor på, at efterspørgslen efter metaller vil være stigende det kommende årti. Samtidig vil det tage flere år at øge udbuddet.

Større udsving end aktiemarkedet

Investering i metaller og mineselskaber har historisk haft større udsving end det globale aktiemarked. 

Samtidig er de industrielle metaller på trods af de strukturelle medvinde følsomme over for udviklingen i global økonomi og særligt den kinesiske industripolitik. Det skal man som investor være opmærksom på.

Denne artikel er skrevet af Peter Emil Bundgaard Mondrup, cheføkonom, Maj Invest Bank. Denne artikel er markedsføring og er udarbejdet af Maj Invest Bank A/S. Maj Invest Bank A/S udbyder alene artiklen som en informationskilde til læseren. Informationerne i artiklen er ikke et tilbud om eller en opfordring til køb/salg af værdipapirer, valuta eller anden finansielt instrument. Artiklen er ikke investeringsrådgivning og bør ikke opfattes som sådan. Informationer i artiklen kan ikke erstatte juridisk, regnskabsmæssig, skattemæssig eller anden professionel individuel rådgivning, og Maj Invest Bank A/S opfordrer læsere af artiklen til at søge professionel rådgivning, før der træffes beslutninger eller foretages dispositioner. Artiklen er baseret på informationer fra kilder, som Maj Invest Bank A/S finder troværdige, men Maj Invest Bank A/S påtager sig ikke ansvar for artiklens rigtighed eller for dispositioner foretaget på baggrund af artiklen, herunder eventuelle tab. Vurderinger i artiklen er baseret på skøn og forudsætninger. En investering i værdipapirer er forbundet med risici.

Bevægelser i markedet generelt, valutaudsving eller hændelser knyttet til værdipapirer kan påvirke kursudviklingen, som dermed kan adskille sig væsentligt fra det i artiklen forventede. Historiske og tidligere afkast kan ikke anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast. Vurdering af fremtidige afkast er baseret på formodninger, som måske ikke realiseres.