Mærsk blev dagens taber: Sådan klarede eliteaktierne sig fredag


Danske aktier blev mere værd på ugens sidste børsdag, når man ser på C25-indekset, der lukkede i en stigning på 0,8 pct.
Stemningen var god helt fra morgenstunden, efter den amerikanske præsident, Donald Trump, havde aflyst annoncerede angreb mod Iran torsdag aften samt udtalte, at USA og Iran kan underskrive en fredsaftale i løbet af weekenden.
Aftalen har præsidenten dog sidenhen afvist, skriver CNBC.
AL Sydbank og Rockwool blev de store vindere blandt de danske eliteaktier med en stigning på henholdsvis 4,7 og 4,6 pct.
Olieprisen er faldet i kølvandet på Trumps første udmelding, og det nyder netop Rockwool-aktien godt af. Læs mere om det her.
Novo Nordisk-aktien var også i fokus. Det store danske medicinalselskab kunne sent torsdag melde, at Wegovy i pilleform nu er godkendt i Storbritannien.
Pillen er blevet godkendt af det britiske lægemiddelagentur og bliver dermed den første vægttabspille på det britiske marked.
Novo-aktien lukkede i en stigning på 1,7 pct.
Fredag var en sur dag for Mærsk, der lukkede i et markant fald.
Således blev B-aktien sendt ned med 4,1 pct.
Hvordan de øvrige C25-aktier klarede sig fredag, kan du blive klogere på her.