I eftermiddag ventes Danmark og USA at underskrive en aftale en sikkerhedsaftale om Grønland.

Selvom det specifikke indhold fra aftalen ikke er offentliggjort, er det positivt for danske aktier.

Det mener Jacob Pedersen, der er investeringsstrateg i Middelfart Sparekasse.

- Danske aktiers afkastefterslæb skyldes både skuffelser i nogle af indeksets tungeste navne og en politisk risiko, som intet andet europæisk marked har båret i samme grad: Danmark er det land, USA har lagt direkte pres på. Grønland-aftalen tager det pres af, siger han i forbindelse med en ny analyse.

I analysen lyder det, at det danske aktiemarked har haft en høj eksponering mod konflikten, der ventes lukket i dag i form af landenervøsitet og risikopræmie.

- Danske selskaber sælger for over 350 milliarder kroner om året til USA, og potentielle direkte handelsangreb mod danske virksomheder i USA ville have ramt indtjeningen bredt, skriver Jacob Pedersen i analysen og tilføjer:

- Den regning ser nu ud til aldrig at blive virkelighed, men risikoen for den har reelt ligget i kurserne. Når den forsvinder, forbedres afkastpotentialet, uden at et eneste selskab behøver at levere bedre tal.

Aftalen ventes underskrevet klokken 16.30 dansk tid. Statsminister Mette Frederiksen, formand for Grønlands regering, Jens-Frederik Nielsen, og den amerikanske præsident, Donald Trump, skal skrive under på papirerne.