Trænger dit boliglån til et servicetjek?


»Har du tjekket olie på bilen?«
Jeg føler straks, at jeg er dumpet, når min far stiller mig spørgsmålet. For nej, det har jeg ikke. På trods af at jeg som barn skiftede hjul på bilen med min far og udmærket ved, hvor jeg tjekker oliestanden.
Takket være min far fik jeg tjekket olien, inden vi kørte sydpå, og pyha, alt var ok.
På samme måde er det en god idé at tjekke op på din boligøkonomi med jævne mellemrum. Passer lånet stadig til dine behov? Har du stadig brug for fast rente og for at afdrage på dit lån, eller er der nogle forbedringer af din bolig, som du kan finansiere med din friværdi?
Selv efter ganske få år kan din boligøkonomi have ændret sig, så du har nogle muligheder, du ikke havde, da du fik lånet.
Hvert andet lån i Totalkredit er mindst tre år gammelt, og for dem vil jeg anbefale at give boligøkonomien et servicetjek snart – især hvis lånet er over fem år gammelt.
For at illustrere, hvor meget der kan ske på fem år, er her et eksempel på en førstegangskøber, der køber en bolig til 2 millioner kroner med fuld belåning på 95 pct. af boligens værdi: et banklån på 300.000 kroner og et realkreditlån på 1,6 millioner kroner.
Stiger boligprisen i det pågældende område i gennemsnit 2 pct. om året og dermed følger med de gennemsnitlige årlige stigninger i forbrugerpriserne, er boligen steget lidt mere end 10 pct. i værdi efter fem år. Boligen ovenfor er dermed 2,2 millioner kroner værd. Ser man bort fra eventuelle afdrag, udgør gælden efter fem år 86 pct. af boligens værdi.
Der vil dog for det meste skulle afdrages på noget af gælden, når udgangspunktet er fuld belåning. Det kan være et banklån, der afdrages over ti år, mens realkreditlånet er afdragsfrit i 10 år.
Banklånet vil derfor i mange tilfælde være nedbragt, så den samlede gæld i boligen kommer under 80 pct. efter blot fem år, hvis boligpriserne følger med de øvrige priser i samfundet. I rigtig mange dele af landet er boligpriserne steget mere de seneste fem år, så gælden udgør en endnu mindre andel af boligens værdi.
80 pct. er en vigtig milepæl, fordi det betyder, at banklånet kan afvikles ved at tage et nyt realkreditlån. Det er naturligvis ikke ensbetydende med, at en omlægning er det rigtige valg. Dem, der har et lån med fast rente fra 2021, betaler 1 pct. - 1,5 pct. i rente. Jeg kan godt forstå, hvis man er meget tilfreds med det i dagens rentemiljø – men tjek alligevel, om et andet lån giver mening.
Man bør ikke lægge sin økonomi an på boligprisstigninger, da der er store forskelle på tværs af landet og selv inden for en kommune. Derudover kan der komme kriser, som rammer boligmarkedet. Det så vi senest med energikrisen og stigende renter i 2022.
Min opfordring er derfor blot at give din boligøkonomi et jævnligt servicetjek, så du har det lån, der følger med tiden og passer bedst til din situation i dag. Her er din bankrådgiver en god sparringspartner, men snak også med familie, venner og kolleger.
Huskede jeg så at tjekke olien, da vi 4.000 km senere kom hjem fra ferie? Nej, selvfølgelig ikke. Men denne gang kom bilens computer min far i forkøbet: ”Påfyld olie så snart som muligt”.
Og det gjorde jeg så.
Denne kommentar er skrevet af Sune Malthe-Thagaard, chefanalytiker og boligøkonom i Totalkredit. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.