Den amerikanske centralbank har de sidste par måneder været usædvanlig tavs om planen for den ledende rente i USA. 

Fredag kan det ændre sig. 

Fredag klokken 16.00 dansk tid vil chefen for den amerikanske centralbank Kevin Warsh, holde en tale ved Jackson Hole-Symposiet i Wyoming, som ifølge obligationschef i PFA, Patrick Gorm Nielsen, kan blive ekstra spændene for aktiemarkedet: 

»Han kommer til at vælge en af to veje: Enten vælger han at fremlægge en troværdig plan for rente og inflation frem for at fortsætte sin tavse strategi. Vælger han den vej, vil det give markedet øget tillid til den amerikanske økonomi, amerikanske aktier og amerikanske virksomhedsobligationer, fordi investorerne ønsker en troværdig centralbank« siger Patrick Gorm Nielsen og tilføjer:

»Kevin Warsh, har givet os ualmindelig lidt retning, og haft en helt utrolig tavs kommunikationsstrategi indtil videre.« 

Hvis centralbankchefen vælger at blive på samme vej, og stadig være tavs om renten, kan det ifølge Patrick Gorm Nielsen have negativ effekt for det amerikanske marked:

»Jo mindre han giver markedet, desto mere rum efterlader han til mistanken om politisk indflydelse, og faldende tillid vil formentlig svække dollaren og ramme de amerikanske statsobligationer,« siger han. 

Netop tilliden til Kevin Warsh og centralbanken har, ifølge Patrick Gorm, været et spørgsmål for investorerne:

»Det er blevet et element i ligningen, at Donald Trump på ingen måde skyer midler for at lægge pres på centralbanken, og det er ikke særlig betryggende som investor, hvis centralbanken ikke er uafhængig.«

Centralbankers rente har betydning for investorer, da høj rente gør det dyrere at låne, og kan presse prisen på aktier ned, mens lavere renter kan give aktier medvind. 

Investorer kan derfor med fordel holde øje med begivenhederne i Wyoming fredag eftermiddag.