Chefstrateg: I denne uge topper den amerikanske regnskabssæson


Som tidligere nævnt i livebloggen skyder vi denne mandag gang i en vild uge på de finansielle markeder.
Faktisk går det så vidt, at den amerikanske regnskabssæson "topper" i denne uge, lyder det fra Danske Banks chefstrateg Frank Øland i en kommentar mandag.
Selskaber, der tilsammen udgør hele 36 pct. af markedsværdien i S&P 500, aflægger nemlig regnskab i den kommende uge.
Her vil der især være fokus på Alphabet og Microsoft onsdag efter markedsluk og Amazon torsdag efter markedsluk.
»Hvis de leverer stærke resultater og positive forventninger, kan hele aktiemarkedet stige,« forudser chefstrategen.
Investorerne vil fokusere på, om de meget store investeringer i kunstig intelligens og datacentre begynder at skabe indtjening.
»Det tegner til at blive endnu en meget stærk regnskabssæson,« lyder det fra Frank Øland.