Det går bedre for Adidas end forventet, og den tyske sportsgigant regner nu med at tjene flere penge i år end hidtil antaget. 

Opturen skyldes både et stærkt salg og en stor portion toldpenge, som selskabet har fået tilbage fra de amerikanske myndigheder, skriver Bloomberg News.

Adidas forventer nu et driftsoverskud på 2,5 mia. euro for hele året i stedet for de hidtidige 2,3 mia. euro. Det er også bedre end de 2,4 mia. euro, som de økonomiske eksperter og analytikere havde spået.

Fremgangen skyldes ikke mindst, at Adidas har haft stor succes med at sælge populære retromodeller som Adidas Samba til fuld pris. Det står i skarp kontrast til ærkerivalen Nike, der har måttet give rabatter for at få varerne over disken. 

Samtidig har Adidas fået omkring 200 mio. euro tilbage i amerikansk told i årets tredje kvartal, hvilket pynter på tallene – også selvom svingende valutakurser har ædt lidt af gevinsten.

En del af det ekstra overskud skal bruges til at sikre fremtidig vækst. Adidas vil i årets sidste tre måneder geninvestere cirka 100 mio. euro i at gøre forretningen mere effektiv, så selskabets faste omkostninger ikke løber løbsk, når salget stiger.

For året som helhed fastholder Adidas forventningen om, at det reelle salg vokser med 9 til 10 pct. Meldingen gav med det samme medvind til selskabets aktie, som steg med op til 3,9 pct. i USA. 

Det var en tiltrængt optur, da aktien ellers har tabt 6,5 pct. i værdi i år på grund af bekymringer om, at folk holder mere på pengene, og at den store dille med sneakers er ved at ebbe ud.

Det fulde regnskab for tredje kvartal bliver fremlagt den 29. oktober.