Ekspert advarer - mange risikerer at misse gylden mulighed


Hvis du investerer gennem en udenlandsk handelsplatform, skal du være ekstra vågen.
Revisionshuset PwC advarer nu om, at mange danskere overser en afgørende detalje.
For mens investeringer gennem danske banker og depoter automatisk indberettes til Skattestyrelsen, forholder det sig ikke sådan, hvis man investerer i et udenlandsk depot, lyder det i en pressemeddelelse fra PwC.
Derfor bør man huske at indberette værdipapirer i udenlandskedepoter, der er købt i løbet af 2025, senest den 1. juli 2026 til Skattestyrelsen.
»Vi oplever ofte, at private investorer tror, at oplysninger om investeringer i udlandet automatisk kommer med på årsopgørelsen, fordi det sker for investeringer i danske depoter. Men når depotet ligger i udlandet, skal du selv indberette det, og det kan blive dyrt, hvis du ikke får det gjort,« lyder det fra Søren Thorvaldsen Svane Keller, der er partner og skatteekspert i PwC.
Så snart fristen er overskredet, mister man nemlig retten til eventuelle fremtidige tab, og der er ikke mulighed for dispensation, når fristen er udløbet.
Fra skatteeksperten lyder det også, at tilflyttere og udenlandsdanskere, der er flyttet tilbage til Danmark, og som har en udenlandsk portefølje, skal huske at indberette.
»Som tilflytter mister du også retten til eventuelle tab i fremtiden, hvis du ikke indberetter udenlandske værdipapirer senest den 1. juli. Det slog en afgørelse fra Landsskatteretten fast tidligere på året,« lyder det fra Søren Thorvaldsen Svane Keller.