Den danske medicinalaktie Novo Nordisk har været en mareridtsaktie de seneste tre år, hvor kursen er faldet med næsten 50 pct.
Men nu er nedturen og stemningen omkring aktien muligvis så dårlig, at den kan blive interessant at kigge på for investorerne. Sådan lyder det fra Mikkel Petersen, der er adm. direktør i AI Alpha Lab, der er en dansk investeringsfond som investerer vha. kunstig intelligens (AI).
»Novo Nordisk er ikke en aktie, der har været i vores globale portefølje på noget tidspunkt siden 2020. Men nu kan vi se, at den potentielt godt kan komme ind i fonden. Måske allerede i næste måned,« siger Mikkel Petersen i dagens udgave af Euroinvestors podcast Millionærklubben.
»Den er virkelig rykket op i den rangering vi laver af alle aktierne, på baggrund af de beregninger vores model laver,« tilføjer han.
Modellen vurderer en lang række aktier og beregner, om de kan blive attraktive investeringer i fremtiden. Og det kan aktien muligvis blive, selvom stemningen lige nu er på lavpunktet, påpeger Mikkel Petersen:
»Der er mange, der er ved at opgive Novo, og det giver mig lidt ro i maven. For så er det måske ikke helt tosset, det modellen er ved at se,« siger direktøren i Millionærklubben.
Du kan høre mere om, hvordan AI-modellen hos AI Alpha Lab er skruet sammen, og hvor godt et afkast det har medført i dagens udgave af podcasten Millionærklubben. Den finder du i afspilleren nedenfor, eller der, hvor du normalt lytter til podcast.

