Novo Nordisk laver rokade i toppen af vigtig afdeling


Novo Nordisk omrokerer i toppen af sin forskningsafdeling og udpeger en ny direktør for Global Research – den øverst ansvarlige for selskabets forskning i det ledelseshold, som hører under forskningsdirektør Martin Holst Lange.
Det oplyser Novo Nordisk til Børsen.
Den nye direktør for Global Research og løjtnant for forskningsdirektøren bliver Andrea Haegebarth. Hun kommer fra den tyske medicinal- og kemigigant Bayer, hvor hun havde ansvaret for forskning i bl.a. hjerte-kar- og nyresygdomme.
»For mig handler den her mulighed om mere end at bygge en stærk forskningspipeline. Det handler om at bygge en pipeline af muligheder for patienter – nye tilgange, nye behandlinger og, i sidste ende, nyt håb for mennesker og familier med kronisk sygdom,« skriver Andrea Haegebarth i et opslag på det sociale medie Linkedin.
Jacob Sten Petersen, der hidtil har været direktør for global research, indtager en ny stilling i forskningsafdelingens ledelse, da han bliver direktør for R&D External Innovation, hvor han skal arbejde med de forskningsprojekter, som Novo Nordisk henter ind gennem opkøb og samarbejdsaftaler.
Denne udvikling kommer på et tidspunkt, hvor der er tiltagende diskussioner blandt investorer og analytikere om, hvorvidt Novo skal åbne pengekassen og købe nye lægemiddelskandidater til sin forskningspipeline.
Her kigger markedet særligt frem mod Novos kapitalmarkedsdag i London d. 21 september i håb om spændende nyheder.