Mod slutningen af 80'erne satte to ikoniske Hollywood-film gang i talrige karrieredrømme hos unge mennesker verden over. Tom Cruise i 'Top Gun' fik tusindvis af unge til at drømme om at flyve jagerfly og gå med Ray Ban-solbriller. Og så var der dem, der blev inspireret af Oliver Stones skildring af finansverdenen i 'Wall Street'.  En af dem er er investor Henrik Sparup, der så filmen som ung dreng og forvandlede fascinationen til en 30-årig karriere med fokus på investeringer. 

I dag investerer han sine og andres millioner i aktiefonden Snowball Invest. Her leder han efter aktier og selskaber, som kan give konkurrenterne baghjul og derved skabe stærke afkast. Han fremhæver et selskab fra porteføljen, som han mener kan stige flere hundrede procent de kommende fem år.