Benedicte Bakke er vokset op i en lægefamilie i Norge, men i hendes egen søskendeflok er hun den eneste, der tog vejen inden for medicin. Hun skulle dog ende et sted, som slet ikke var planlagt. I 2014 blev den norske investor, efter mange år som rådgiver inden for industrien, hevet ind i storbanken DNB, og i 2018 fik en ny rolle, hvor hun skulle spotte de bedste selskaber og investeringer blandt verdens tusindvis af sundhedsaktier.

I dag forvalter hun bankens fond inden for bioteknologi, der alene i år har leveret et afkast på over 36 pct. Én aktie har særligt været med til at drive afkastet, og der bør være endnu mere at hente i den, mener forvalteren.

De toner ofte frem på store sundhedskonferencer med budskaber om den næste banebrydende medicin, og ofte kan det være svært at forstå, hvem der har fat i den lange ende hos biotekselskaberne.

Men efter mere end 25 år i branchen ved Benedicte Bakke, hvordan biotekselskaberne tænker, og hvornår videnskaben, medicinen og forretningen spiller sammen i en harmoni, der i sidste ende kan ende med lukrative afkast.

Hun er særligt begejstret for det hollandsk-belgiske biotekselskab Argenx, der er specialiseret i autoimmune sygdomme - en tilstand, hvor kroppens immunforsvar angriber kroppens væv og organer.

»På fem år forventes de altså at fordoble toplinjen. Kigger man på de finansielle nøgletal, er der både stærk vækst på både top- og bundlinjen,« fortæller Benedicte Bakke.

Blandt de 45 aktier i DNB’s bioteknologifond er Argenx den position, der fylder allermest. I alt udgør aktien 7 pct. af fonden.

»Vores positionen har udviklet sig over tid, i takt med at risikoen er blevet mindre. Selskabet startede som et lille udviklingsselskab, men har udviklet sig til et selskab med en markedsværdi på 53 mia. euro. Det har været en fantastisk rejse, og vi vil bestemt gerne se flere af den slags europæiske biotekselskaber,« uddyber forvalteren.

Hun mener, at Argenx har flere spændende lægemidler på vej i en af de mest attraktive dele af markedet for sundhed.

Når hun investerer i biotekselskaber, er det vigtigt, at deres lægemidler kan komme ud et sted, hvor markedet er stort. Det kan enten være et marked, hvor der er mange patienter, eller et marked med sjældne sygdomme, hvor der er færre patienter, men prissætningen til gengæld er god.

Argenx har allerede en supersællert på markedet for autoimmune sygdomme i form af midlet Vyvgart, der alene i første halvår solgte for 2,8 mia. dollar. Men selskabet har planer om at komme ud til endnu flere patienter med autoimmune sygdomme.

Vyvgart (efgartigimod) og lovende lægemidler som blandt andet Empasiprubart (Empa) skal nemlig være med til at øge selskabets salg i fremtiden, hvis lægemidlerne bliver godkendt. Dem vender vi tilbage til.

Hos Benedicte Bakke giver det et ekstra plus i bogen, når et selskab ikke beror sig på et enkelt lægemiddel.

»For os er det vigtigt, at hvis vi går ind i et selskab på udviklingsstadiet, skal den tekniske risiko være acceptabel. Vi ved, der er risiko, men vi foretrækker selskaber, der ikke kun er ‘one-trick ponies’ med ét enkelt produkt,« fortæller hun.

Det er dog ikke kun videnskaben, teknologien og markedet, der skal være godt. For Benedicte Bakke er ledelsen mindst lige så vigtig.

»Argenx har et meget stærkt team med fremragende eksekveringsevner. Det er afgørende. Man kan have nok så gode aktiver, men ødelægge det hele, hvis ledelsen ikke er god,« siger hun.

Selskabet er i dag ledet af australske Karen Massey, der har en fortid i Roches datterselskab Genentech og kæmpen Pfizer.

»Hun er en meget stærk kommerciel profil,« siger Benedicte Bakke og fremhæver medstifter Tim Van Hauwermeiren fra bestyrelsen.

»Med Tim i bestyrelsen og Karen som CEO udgør de sammen et meget stærkt team til at håndtere både den strategiske retning, udviklingen og de kommercielle aspekter,« tilføjer forvalteren.

Benedicte Bakke er ikke i tvivl om, at Argenx-aktien bør trække endnu mere opmærksomhed i den kommende tid, selvom man kunne hævde, at værdiansættelsen er høj.

Selskabet løfter nemlig i fjerde kvartal sløret for resultaterne af nogle nylige forsøg med lægemidlet Empa.

»Det er et forsøgsresultater Empa, som bliver meget vigtige. Hvis de viser bedre effekt end behandlingen med immunglobulin, som bliver givet gennem blodårer, er det en rigtig stærk case. Det vil til gengæld ikke være godt, hvis resultaterne er svagere end immunoglobulin, eller der er sikkerhedsudfordringer,« fortæller Benedicte Bakke.

Argenx har også købt selskabet Forte Biosciences for 2,2 mia. dollar, og her var det især lægemidlet FB102, der fik biotekselskabet til at åbne op for pengekassen.

Det lægemiddel bliver investorerne også klogere på i andet halvår, når der kommer data for den milliarddyre lægemiddelkandidat.

»Forsøgsdata fra EMPA og lægemidlet fra FB102 bliver meget vigtige kurstriggere, og jeg mener, at der bør være et godt kurspotentiale der,« siger Benedicte Bakke og tilføjer:

»Selvfølgelig kan der opstå en "sell the news"-reaktion, hvis Empa skuffer.«

Benedicte Bakke er positiv omkring selskabets evne til at vokse ind i den høje værdisætning i fremtiden.

»Markedet undervurderer både væksten i salget af Vyvgart, samt pipelinen med EMPA og deres seneste opkøb af Forte Biosciences,« siger hun.

Hun er dog heller ikke blind for, at skuffelser i de kommende kliniske resultater kan ramme aktiekursen, men det ville overraske forvalteren.

Læs alle tidligere udgaver af Dagens Aktietip her.