I slutningen af hans gymnasietid skrev Matthias Herskind dagligt rundt til forvaltere for at få erfaring med investering, og en dag tikkede en mulighed ind fra en ung forvalter i den amerikanske by Dallas. Han lod ham rejse til Dallas i sit sabbatår og arbejde for to amerikanske hedgefonde, hvilket blev begyndelsen på den 28-årige forvalters karriere. I dag er han partner i investeringsselskabet Meritum, som han valgte at tilslutte sig på trods af, at han allerede havde et godt job.

Matthias Herskind har efter at have gennemgået flere hundrede selskaber fundet en aktie, som kombinerer vækst og høje udbytter, hvor forretningen ifølge forvalteren er drevet for aktionærerne, og som kan fordoble ens penge i de kommende år. Konkret vil tre ting drive afkastet, mener han.