I disse dage hersker en særlig stemning på aktiemarkedet. Men med årtiers erfaring på de finansielle markeder har investeringsrådgiver Lars Jørgen Rasmussen set det hele før.
For ham befinder vi os midt i en skelsættende periode, hvor markedet er på vej et nyt sted hen. Udviklingen har fået ham til at kigge i en anden retning, og han anbefaler nu sine kunder at købe op i en ganske bestemt aktie.
Ifølge Lars Jørgen Rasmussen er investorerne bekymrede for konsekvenserne af de højere renter og den tunge gæld i flere store selskaber, og søger derfor over i en mere sikker havn.
Derfor har stifteren af Formue- og Investeringsrådgivning kigget i en mere defensiv retning på markedet. Den seneste aktie, investeringsrådgiveren har anbefalet sine kunder, er enzymkæmpen Novonesis.
Det danske selskab er resultatet af en fusion i 2024 mellem de to tidligere børsnoterede selskaber Novozymes og Chr. Hansen.
Sammenlægningen er ved at falde helt på plads og er den afgørende årsag til, at den garvede investor fik øjnene op for Novonesis.
I august løftede selskabet forventningerne til årets organiske vækst fra 5-7 pct. til 7-8 pct. Men det, der gør det ekstra særligt, er, at væksten findes over hele linjen i selskabet, som i 2025 omsatte for 31 mia. kr. samtidig med at aktien havde sat sig til niveauet inden opjusteringen i august.
Det fik Lars Jørgen Rasmusen til, at anbefale hans kunder at købe aktien i start oktober med en vægt på 4-5 pct. af porteføljen. For ham symboliserer virksomheden netop Danmarks styrke.
»Danmark har ingen fysiske råstoffer, vores råstof er det der sidder mellem ørene, og det er Novonesis et tydeligt eksempel på. Det er organisk vækst skabt af viden og knowhow,« forklarer investoren, der fortsætter:
»Historisk har Novozymes kunnet øge omsætningen ved at udvikle mere effektive enzymer uden nødvendigvis at udvide produktionskapaciteten. Samtidig arbejder de tæt sammen med kunderne om at udvikle nye produkter, og når store globale koncerner tager løsningerne ind, kan de sælge i meget store mængder.«
Alligevel udvider Novonesis blandt andet fabrikken i delstaten Wisconsin i USA.
Det øger fermenteringskapaciteten med cirka 66 pct., og emballagekapaciteten med 17 pct. Fabrikken bliver samtidig et af verdens største produktionsanlæg for mælkesyrebakterier, forklarer Lars Jørgen Rasmussen. For ham vidner det om et selskab, der virkelig tror på fremtiden.
Nordamerika og Europa udgør hver omkring en tredjedel af omsætningen, mens resten af verden tegner sig for den sidste tredjedel. Det understreger den globale rækkevidde, forklarer investoren.
Novo Nordisk Fonden er langsigtet storaktionær med 25,5 pct. af aktierne og 63 pct. af stemmerne. Fondskonstruktionen er en fordel, da den sikrer stabilitet på den lange bane og fastholder selskabet på danske hænder, vurderer Lars Jørgen Rasmussen.
Selskabet har en lav gæld, og balancen er stærk med en soliditetsgrad på omkring 56 pct. - hvilket betyder, at over halvdelen af de samlede aktiver er finansieret af egenkapitalen.
Virksomheden er desuden i gang med et aktietilbagekøbsprogram på 1 mia. euro frem mod udgangen af 2029 og betaler et stabilt udbytte, hvilket ifølge investoren sikrer en god aktionærpleje.
Historisk har både Chr. Hansen og Novozymes handlet til høje multipler - altså at aktiekursen er høj i forhold til den faktiske indtjening - men det finder Lars Jørgen Rasmussen acceptabelt, da han ser Novonesis som et kvalitetsselskab:
»Min forventning er, at aktien rammer kurs 500 inden årsskiftet. Det er en solid defensiv aktie og en 'safe haven', som egner sig godt til at ligge i en større portefølje det næste års tid eller længere.«
Læs alle tidligere udgaver af Dagens Aktietip her.