I sidste uge blev en insiders frygt til kortsigtet “virkelighed”. Er det et spil for galleriet, får det reel betydning og hvordan kan de politiske overtoner være (d)en afgørende faktor?

»10 procent risiko for udslettelse«
Det hele startede i midten af sidste uge. En tidligere Antrophic medarbejder er citeret for at sige, at der var 10 procents risiko for at AI og udviklingen kunne udslette menneskeheden inden for det næste årti!

Synkrone udtalelser
I weekenden kom først Antrophic og siden OpenAI med forslag, som også Elon Musk har tilsluttet sig, om at sætte hastigheden for udviklingen ned, således at den ikke løber ud af kontrol. Her er nogle af de spørgsmål, som det afstedkommer:

● Er det realistisk, at selskaberne vil sænke hastigheden?

● Hvad, om noget, betyder det for de børsnoteringsplaner, som Antrophic har/har haft, hvor det har været forventet, at selskabet i løbet af få uger/den næste måned, vil offentliggøre et prospekt, hvor første noteringsdag har været tippet til mellem 15/10 og før det amerikanske midtvejsvalg den 3/11?

● Sam Altman fra OpenAI sagde i weekenden, at en børsnotering for OpenAI ikke er realistisk før 2027. Den seneste officielle udmelding før det kom fra selskabets finansdirektør, som er citeret for at sige om tidspunktet »I 2027 eller tidligere.« Hvad betyder det?

● Betyder opmærksomheden, børsnoteringsplaner og andet, at investorerne på kort sigt vil stoppe op, og trække penge ud af AI temaet for at få en fornemmelse for 1) hvad der kan komme til at ske, og 2)hvad andre investorer gør som bevæger aktiekurser. 

Husk venligst, at aktiekurserne aldrig har været så momentum drevet som aktuelt med investorer som lineal forlænger dagens udvikling op/ned kortsigtet, og at markedsbevægelsen kortsigtet kan være meget større end den reelle effekt viser sig at være senere.

● Hold øje med enkeltaktier, værdikæden, investorernes fornemmelse for forstoppelse, kødannelse ved udgangen. Kort sagt: Momentum ind i og ud af AI aktier.

● Vil det betyde, at investorerne trækker penge til sidelinjen med markante aktiemarkedskursfald til følge og en forstærkelse af september-effekten? Og/eller betyder det en større rotation mod value-aktier og den del af aktiemarkedet, som har lidt under investorflugt og/eller under, at høje renter og markant stigende benzinpriser spiser af forbrugernes købekraft? I en række tilfælde er disse aktier faldet meget massivt. Udover AI er der også andre usikkerhedsfaktorer som høje oliepriser og under 7 uger til det amerikanske midtvejsvalg, hvor det i det mindste ikke er urealistisk, at demokraterne snupper flertallet et sted og udligner republikanernes føring

● Mandag var der forventede kursfald for til en række chip aktier. Samtidig var der gedigne kurs comebacks til udvalgte softwareselskaber, som har været on/off i investorernes optik. Spørgsmålet er, om det er mere end et kortsigtet blip? 

Money talks i USA
Udmeldingen fra Antrophic/OpenAI og Elon Musk kan ses som den reelle advarsel, som er mere end blot fri fantasi. 

Men når det kommer til hverdagen, økonomien og kampen om at  være længst fremme og kampen om de fleste markedsværdi-milliarder, er det ikke sikkert at bekymringerne er lige så rodfæstet, som kan kunne få indtrykket af. Money talks i USA.

Donald Trump har anden agenda
Donald Trump har været hurtig til at bagatellisere bekymringerne. Det drejer sig om politiske og økonomiske ambitioner; om det amerikanske udstillingsvindue og formentlig også om kampen mellem USA og Kina om at være længst fremme.

Denne kommentar er skrevet af Per Hansen, investeringsøkonom hos Nordnet. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. 

Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.