Aktiemarkedet bløder: Skal du gøre noget som investor?


Det amerikanske aktiemarked blev ramt af en decideret nedsmeltning i sidste uge. Efter først at have reageret positivt vendte stemningen, og især teknologi- og AI-aktierne styrtblødte. Det teknologitunge Nasdaq-100 faldt torsdag hele 6,4 pct.
Fredag rettede flere af de hårdtramte AI-aktier sig igen, men markedet indhentede kun en mindre del af torsdagens tab. Torsdagens voldsomme kursfald ser især ud til at være udløst af ny politisk usikkerhed om kunstig intelligens efter demokraternes store sejr ved midtvejsvalget.
Nye spørgsmål til AI-eventyret
De seneste år har investorerne vænnet sig til enorme investeringer i AI. Der er blevet brugt milliarder på datacentre, chips og anden infrastruktur, og forventningen har været, at investeringerne vil fortsætte med stor styrke.
Demokraternes stærke valgresultat har nu sået tvivl om den antagelse. Bekymringen er, at der kan komme flere politiske begrænsninger på udbygningen af datacentre, fx i forhold til energiforbrug og godkendelser. Det kan i sidste ende betyde, at udbygningen tager længere tid og bliver dyrere.
Men der er et vigtigt forbehold. Vi kender endnu ikke omfanget af eventuelle nye tiltag eller deres reelle konsekvenser. Aktiemarkedet har med andre ord meget hurtigt indregnet en risiko, som endnu er vanskelig at sætte størrelse på. Og når forventningerne til fremtiden er høje, kan selv mindre sprækker i optimismen udløse store kursfald.
De største vindere rammes hårdest
En anden del af forklaringen ligger i investorernes porteføljer. AI og de største amerikanske teknologiselskaber har været blandt de senere års helt store børsvindere. Det har betydet, at mange investorer efterhånden har fået betydelige positioner i netop denne del af markedet.
Når optimismen pludselig bliver afløst af usikkerhed, kan det derfor sætte gang i et betydeligt frasalg. Jo flere investorer der ønsker at skrue ned for den samme risiko på samme tid, desto kraftigere kan kursbevægelserne blive.
Vi ser ikke den politiske usikkerhed som enden på de store amerikanske AI-investeringer. USA har en klar strategisk interesse i at stå stærkt inden for kunstig intelligens. Vejen kan blive mere besværlig, og omkostningerne kan stige, men det er ikke det samme som, at investeringerne går i stå.
Det store billede er uændret
De seneste kursfald ændrer ikke vores overordnede positive syn på aktier. Solid global vækst og overordnet gode virksomhedsregnskaber giver fortsat aktiemarkedet et fornuftigt fundament. Historisk har aktier desuden haft tendens til at levere solide afkast i årets sidste måneder. Det gælder især i amerikanske midtvejsvalgsår, hvor aktiemarkederne har klaret sig særligt godt efter valget. Vi kan altså stadig få et end-year rally.
For den langsigtede investor er budskabet derfor først og fremmest at bevare roen. Hvis porteføljen fortsat passer til din tidshorisont og risikovillighed, bør nogle dramatiske dage på aktiemarkedet ikke slå dig ud af kurs. Til gengæld er det en god anledning til at tjekke, om de senere års store stigninger har gjort din portefølje mere afhængig af amerikansk teknologi og AI, end du egentlig ønsker.
Det kan med andre ord være tid til at justere porteføljen – men det er ikke det samme som at trykke på panikknappen.
Denne kommentar er skrevet af Sofie Manja Eger Huus, seniorstrateg i Danske Bank. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi.
Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.