Med godt to måneder tilbage af 2026 er spørgsmålet ikke, om aktierne kan stige mere – men hvad der skal til. Jeg er positiv på aktier frem mod nytår, men det kræver, at virksomhedernes indtjening bliver ved med at overraske positivt.

Aktiemarkedet står tæt på rekord, men under overfladen er billedet langt mere skrøbeligt. Renterne stiger igen, og AI-aktierne bliver gået efter i sømmene. Samtidig holder oliekrisen i Mellemøsten inflationen oppe, og geopolitikken præger fortsat stemningen.

Mit hovedscenarie er stigende kurser frem mod nytår, med S&P 500 omkring 8.000 point – men i et lavere tempo og med kraftigere udsving end i første halvår. Mit råd er derfor at blive i markedet, men sprede risikoen, så afkastet ikke hænger på de få tech-giganter, der har båret markedet.

Rekordnært indeks – men uro under overfladen
Det amerikanske S&P 500 ligger kun et par procent under rekorden fra starten af oktober. Men kigger man under motorhjelmen, er der allerede sket en korrektion:

AI- og chipaktierne er under pres. Nasdaq 100 havde i midten af oktober sin værste uge siden april 2025, og halvlederaktierne faldt otte dage i træk – den længste faldrække siden finanskrisen.

Asien mærker det også. Koreas KOSPI, der er tungt vægtet i chipproducenter, faldt over 4 pct. på en enkelt dag i denne uge.

Olien er dyr. Brent handles omkring 110 dollar pr. tønde på grund af spændingerne om Hormuzstrædet.

Gennemsnitsaktien halter. Den typiske aktie i S&P 500 ligger omkring 15 pct. under sin egen top. Markedets bredde er tæt på det smalleste siden dotcom-perioden.

Med andre ord: Indekset ser roligt ud, fordi nogle få giganter holder hånden under det. For den almindelige aktie har efteråret allerede budt på en korrektion

Renten er vendt
Centralbankerne er gået fra at sænke renten til at hæve den. Ved årets start regnede næsten alle med rentenedsættelser i USA. I stedet hævede den amerikanske centralbank i september renten for første gang siden 2023, og ECB fulgte trop.

Den amerikanske 10-årige rente har været oppe omkring 5 pct., og langt de fleste Fed-medlemmer venter mindst én forhøjelse mere i år. Federal Reserve-chefen Kevin Warsh har gjort det klart, at inflationen skal ned – også selvom præsident Trump offentligt kræver lavere renter. 

Næste rentemøde er den 27.–28. oktober, og jeg ser december som det mest sandsynlige tidspunkt for næste forhøjelse.

Højere renter slår ikke i sig selv aktiemarkedet ihjel – renterne stiger også, fordi væksten er stærk. Men de gør det sværere for aktierne at blive dyrere, og de rammer hårdest dér, hvor væksten er lånefinansieret.

Her ser jeg mulighederne
De bedste muligheder ligger efter min vurdering uden for de mest populære AI-aktier – i den del af markedet, der allerede har været igennem en korrektion.

Først ser jeg værdi i kvalitetsselskaber i cykliske sektorer som industri og kapitalgoder, hvor kurserne er kommet ned, men indtjeningen holder. Når halvdelen af markedet har været under pres i flere måneder, mens indekset har holdt sig oppe, er det ofte et tegn på, at den næste stigning bliver bredere.

Dernæst kigger jeg mod Europa som modvægt til USA. Europæiske selskaber leverer i år den stærkeste indtjeningsvækst i flere år og handler med en markant højere fri pengestrøm i forhold til kursen end de største amerikanske tech-aktier. Europa er ikke billigt, men langt mindre koncentreret.

Også sundhed og de defensive sektorer byder på gode muligheder. Medicinalaktierne har haltet efter markedet, og en del af den politiske risiko er efter min vurdering prissat. Sammen med stabile forbrugsaktier giver de en god balance i en portefølje, der i forvejen har meget tech.

Endelig er de nordiske bankaktier fortsat et godt sted at være – selvom flere års kursstigninger betyder, at de ikke længere er et røverkøb. Højere renter er nemlig ikke kun en hovedpine: Bankerne tjener solidt, opjusterer og betaler store udbytter og tilbagekøb.

AI-temaet er langtfra slut, og investeringerne vil fortsætte med at stige ind i 2027. Men jeg vil hellere bruge de kraftige fald til at købe selskaber med reel indtjening og stærke balancer end jagte de mest gældsfinansierede dele af udbygningen. Inden for AI gælder det om at være selektiv.

Her ser jeg risiciene
Den største risiko lige nu er kombinationen af stigende renter og dyr AI-finansiering i et marked, der hviler på ganske få aktier. Stiger den 10-årige amerikanske rente markant over 5 pct., bliver obligationer et reelt alternativ til aktier.

Samtidig sker en stor del af AI-udbygningen for lånte penge, så hver rentestigning gør regningen dyrere. I år står AI-investeringerne for omkring halvdelen af indtjeningsvæksten i S&P 500. Det bidrag vil aftage – og hurtigere, hvis renten fortsætter op.

Andre risici, der kan sætte en kæp i hjulet:

Den høje værdiansættelse. De største tech-aktier er ikke dyre målt på næste års indtjening, men målt over en hel konjunkturcyklus er det amerikanske marked tæt på rekordniveauerne fra 1999.

Olieprisen. Stiger olien yderligere, holder det inflationen oppe og giver centralbankerne grund til at stramme mere.

Politik. Det amerikanske midtvejsvalg den 3. november og præsidentens pres på centralbanken kan give ekstra uro de kommende uger.

Mit råd: Bliv i markedet, men giv porteføljen et servicetjek

Jeg anbefaler ikke at sælge ud af aktierne. Brug i stedet efterårets kolde måneder til at gennemgå porteføljen med tre spørgsmål for øje:

Er jeg for koncentreret? Hvis nogle få amerikanske tech-aktier eller en global indeksfond udgør hovedparten af porteføljen, er det tid til at sprede mod Europa, sundhed og kvalitetsselskaber i andre sektorer.

Kan jeg holde til et fald på 15–20 pct.? Det er ikke mit hovedscenarie, men det er realistisk. Kan man ikke det, er aktieandelen for høj.

Har jeg en plan for næste dyk? De kraftige udsving giver muligheder, men det kræver, at man har likviditet og på forhånd har besluttet, hvad man vil købe.

De næste uger byder på Feds rentemøde, de store regnskaber for 3. kvartal og det amerikanske midtvejsvalg. Det bliver sandsynligvis en urolig vej mod nytår – men jeg forventer, at aktiemarkedet ender året højere.

Denne kommentar er skrevet af Michelle Nørgaard, selvstændig aktiestrateg og investor. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi.

Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.