Amerikansk politik spiller i øjeblikket en ekstra stor rolle på finansmarkederne. Derfor kan årets midtvejsvalg den 3. november også få større betydning end normalt.

Historisk har midtvejsvalg sjældent udløst store markedsreaktioner, men denne gang kan konsekvenserne potentielt blive større.

Hovedfokus for investorer er udrulningen af AI-teknologien. AI har været det vigtigste tema på aktiemarkederne de seneste år og vil formentlig også være det fremadrettet.

Demokraterne står i øjeblikket til at få flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus, og større indflydelse til demokraterne kan risikere at sinke tempoet på AI-udrulningen.

Demokraterne har gjort modstanden mod datacentre til et tema i valgkampen. Flere demokratiske kandidater vil blandt andet fjerne skattefordele, sikre at datacentrene selv betaler for deres enorme elforbrug og give lokalsamfund større indflydelse på udbygningen. 

Enkelte kandidater ønsker ligefrem midlertidige byggestop. Større demokratisk indflydelse kan derfor skabe ny usikkerhed om tempoet i den amerikanske AI-udbygning.

Langsommere AI-udrulning kan potentielt ramme aktiemarkedet. AI-aktierne har drevet en stor del af opturen de seneste år og har stået for 67 pct. af aktiemarkedets afkast siden 2024.

AI-aktiers andel af S&P500 afkast, indtjeningsvækst og investeringer siden 2024

Mindskes tempoet i opførelsen af datacentre, kan det ramme forventningerne til AI-relaterede virksomheders fremtidige indtjening. AI-aktierne har ellers leveret helt utrolige vækstrater de seneste år. 

Tager man udgangspunkt i en række semiconductor-aktier, er deres indtjening tæt på firedoblet de seneste fem år. Det er ekstremt og forklarer en stor del af de kraftige kursstigninger.

Om demokraterne rent faktisk vil gøre alvor af deres modstand mod datacentre, er mindre sikkert. AI-teknologien er ekstremt vigtig for den amerikanske konkurrenceevne og efterhånden også for den generelle økonomiske vækst. 

Det ved demokraterne udmærket godt. Samtidig kan præsident Trump blokere ny lovgivning, og mange beslutninger om datacentre træffes lokalt. 

Derfor er det langt fra sikkert, at valgresultatet fører til politiske tiltag, der for alvor bremser udbygningen. 

Usikkerheden er dog en god anledning til at overveje, hvor stor en andel AI-aktier skal udgøre af porteføljen. Selvom vi vurderer fremtiden for AI-teknologien som lovende, kan aktierne i området sagtens opleve store udsving. 

Samtidig fylder de store amerikanske teknologiselskaber allerede meget i de globale aktieindeks. 

Mange investorer har derfor en betydelig AI-eksponering, selvom de blot investerer i en global indeksfond.

AI-aktier bør fortsat have en vigtig plads i porteføljen, men de bør ikke dominere den. En global aktieportefølje med god spredning på tværs af sektorer er det bedste udgangspunkt. 

Her kan f.eks. sundhedsaktier være interessante med deres mere stabile karakter og langsigtede vækstmuligheder fra den aldrende befolkning.

Samtidig tilbyder obligationer igen attraktive løbende renter, som kan bidrage til at sprede risikoen yderligere.

Denne artikel er skrevet af Peter Emil Bundgaard Mondrup, cheføkonom, Maj Invest Bank. Denne artikel er markedsføring og er udarbejdet af Maj Invest Bank A/S. Maj Invest Bank A/S udbyder alene artiklen som en informationskilde til læseren. Informationerne i artiklen er ikke et tilbud om eller en opfordring til køb/salg af værdipapirer, valuta eller anden finansielt instrument. Artiklen er ikke investeringsrådgivning og bør ikke opfattes som sådan. Informationer i artiklen kan ikke erstatte juridisk, regnskabsmæssig, skattemæssig eller anden professionel individuel rådgivning, og Maj Invest Bank A/S opfordrer læsere af artiklen til at søge professionel rådgivning, før der træffes beslutninger eller foretages dispositioner. Artiklen er baseret på informationer fra kilder, som Maj Invest Bank A/S finder troværdige, men Maj Invest Bank A/S påtager sig ikke ansvar for artiklens rigtighed eller for dispositioner foretaget på baggrund af artiklen, herunder eventuelle tab. Vurderinger i artiklen er baseret på skøn og forudsætninger. En investering i værdipapirer er forbundet med risici.

Bevægelser i markedet generelt, valutaudsving eller hændelser knyttet til værdipapirer kan påvirke kursudviklingen, som dermed kan adskille sig væsentligt fra det i artiklen forventede. Historiske og tidligere afkast kan ikke anvendes som en pålidelig indikator for fremtidige afkast. Vurdering af fremtidige afkast er baseret på formodninger, som måske ikke realiseres.