Boligpriserne fortsætter op, men euforien er væk. I Nordea har vi netop udarbejdet en ny prognose for boligprisudviklingen i de kommende år, og vi forventer, at boligmarkedet er på vej ind i en ny fase.
Efter et ekstraordinært stærkt 2025, hvor huspriserne steg med 7,5 pct., ejerlejligheder med 15 pct. og fritidshuse med 7 pct., er tempoet nu på vej ned.
Ikke fordi de økonomiske forudsætninger er blevet svagere – tværtimod – men fordi markedet har lagt den mest euforiske del af opsvinget bag sig.
Priserne ventes fortsat at stige i både 2026 og 2027, men i et mere afdæmpet og bæredygtigt tempo, der i højere grad afspejler de underliggende økonomiske realiteter.
Husmarkedet normaliseres
Vi forventer, at huspriserne stiger med omkring 4 pct. i 2026 og yderligere 3,5 pct. i 2027.
Udviklingen understøttes af solide økonomiske rammebetingelser. Beskæftigelsen er rekordhøj, lønstigningerne ligger over inflationen, og inflationen er igen tæt på de ønskede 2 pct. Selv fødevareinflationen, som i sommeren 2025 var oppe over 6 pct., er faldet markant.
Det giver stigende reallønninger og øget købekraft i mange husholdninger. Samtidig er renterne relativt stabile, og især de korte renter på variabelt forrentede realkreditlån og efterfinansieringslån er faldet de seneste år. Det har reduceret låneomkostningerne og dermed forbedret adgangen til boligmarkedet.
Derudover er udbuddet af boliger fortsat lavt, mens nybyggeriet stadig ligger væsentligt under niveauet fra før 2022–2023, hvor stigende renter og markante prisstigninger på byggematerialer fik byggeriet til at bremse op.
Det begrænser udbudssiden og understøtter prisniveauerne.
Boligmarkedet får desuden medvind af markante skatte- og afgiftsændringer i 2026.
Beskæftigelsesfradraget hæves, og indførelsen af den nye mellemskat halverer reelt topskatten i indkomstintervallet fra cirka 640.000 til 780.000 kr. Det styrker købekraften hos mange af de husstande, der er aktive på ejerboligmarkedet.
Hertil kommer en lavere elafgift i både 2026 og 2027, som alene kan give en typisk
børnefamilie en besparelse på omkring 4.000 kr. årligt, samt lavere egenbetaling i daginstitutioner og – fra midten af 2026 – en afskaffelse af punktafgifterne på kaffe, kakao og sukkervarer. Samlet set løfter disse tiltag rådighedsbeløbene og understøtter efterspørgslen efter ejerboliger.
Ejerlejligheder løber stadig forrest
For ejerlejligheder forventer vi prisstigninger på omkring 4,9 pct. i 2026 og 4,2 pct. i 2027. Udviklingen er især drevet af strukturelle forhold i de største byer, hvor udbuddet længe har haft svært ved at følge med efterspørgslen.
I København udgør ejerboliger blot omkring 22 pct. af boligmassen, hvilket skaber et vedvarende pres på priserne.
Urbanisering, befolkningsvækst og fortsat brug af forældrekøb eller anden økonomisk støtte fra forældre til børn bidrager også til den høje efterspørgsel, mens den begrænsede byggeaktivitet betyder, at markedet kun i begrænset omfang tilføres nye ejerlejligheder.
Fritidshusene er også med
For fritidshusene forventer vi prisstigninger på omkring 3,7 pct. i 2026 og 3,4 pct. i 2027.
Købergruppen består ofte af økonomisk velkonsoliderede og typisk lidt ældre husstande med betydelige opsparinger, hvilket gør markedet mindre følsomt over for renteudsving og kortsigtede økonomiske chok.
Samtidig bidrager gode udlejningsmuligheder til at stabilisere priserne og mindske behovet for hurtige prisjusteringer.
Balanceret fremgang
Samlet peger prognosen på fortsatte prisstigninger i de kommende år – men i et tempo, der ligger tættere på en sund og langsigtet udvikling.
Det reducerer risikoen for ubalancer og giver både boligkøbere og boligejere et mere robust afsæt i boligmarkedet.
Denne kommentar er skrevet af Lise Nytoft Bergmann, chefanalytiker og boligøkonom i Nordea. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.
