Det er, som om centralbankerne stadig vågner badet i sved midt om natten. Den løbske inflation efter genåbningen af samfundet og energikrisen i 2022 sidder dybt i systemet. 

Dengang reagerede centralbankerne for sent og fik kritik for at have undervurderet, hvor sejlivede prisstigningerne ville blive. Denne gang vil de reagere hurtigere og måske for hurtigt. De har nemlig fået inflations-PTSD og vil for alt i verden undgå at blive beskyldt for endnu en gang at være bagud.

Det er i hvert fald en reel risiko i Europa, at Den Europæiske Centralbank (ECB) træder for hurtigt og hårdt på bremsen. 

Vi forventer, at ECB allerede hæver renten 11. juni og følger op med endnu en forhøjelse i juli. Ikke nødvendigvis fordi økonomien kan bære stigende renter, men fordi centralbanken har ét mandat, der står over andre hensyn, nemlig at inflationen skal holdes nede. 

Og når olie- og energipriser begynder at blinke rødt, er det svært for en lettere traumatiseret centralbank bare at læne sig tilbage og håbe på det bedste.

Problemet er bare, at centralbanker bør reagere forskelligt på forskellige typer stød. Højere oliepriser som følge af lukningen af Hormuzstrædet er et negativt udbudsstød. Det gør økonomien fattigere. Vi får mindre vækst og højere priser på samme tid. 

I Europa ser væksten allerede mere skrøbelig ud, og derfor kan det vise sig at være unødvendigt at stramme yderligere. Men det gør ECB nok alligevel.

Det er centralbankernes klassiske problem. Når det eneste værktøj i kassen er en hammer, begynder mange ting at ligne et søm.

I USA er billedet lidt anderledes. Vi forventer nu, at den amerikanske centralbank Federal Reserve (Fed) hæver renten mod slutningen af året, men usikkerheden er selvsagt stor. 

Ingen ved, hvad der sker i morgen – og da slet ikke i december. Men hvis der kommer en amerikansk renteforhøjelse, så kommer den i højere grad af “de rigtige grunde”, nemlig fordi efterspørgslen er så stærk, at centralbanken har droppet tanken om rentenedsættelser og i stedet ønsker at træde lidt på bremsen. 

Det er noget ganske andet end at reagere mekanisk på et udefrakommende energiprischok. En stor del af stigningen i de amerikanske markedsrenter ser da også ud til at være drevet af stærkere økonomi og ikke kun af højere energipriser.

Hvis der snart kommer en fredsaftale, og energipriserne falder tilbage, så kan danske boligejere med variabel rente sandsynligvis ånde lettet op. 

I det scenarie vil ECB nok droppe renteforhøjelsen og i stedet se tiden an. Investorerne kan også juble over en fredsaftale, men måske ikke helt så meget på grund af renterne. 

Aktiemarkedet påvirkes især af markedsrenterne i USA – og her kan rentefaldet meget vel blive mindre, end mange investorer lige nu forestiller sig, da en stor del af rentestigningen siden konfliktens start altså ikke ser ud til at skyldes de højere energipriser og derfor heller ikke kan forventes at blive rullet tilbage. 

Til gengæld vil aktiemarkedet nok kvittere for både de lavere energipriser og den mindskede usikkerhed. Det kan sandsynligvis sende aktierne til nye højder.

Denne kommentar er skrevet af Frank Øland Hansen, chefstrateg i Danske Bank. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.