Hvis man alene har fulgt overskrifterne i oktober, kan man let få det indtryk, at aktiemarkedet er kommet alvorligt i problemer. Usikkerhed om, hvorvidt de enorme investeringer i kunstig intelligens kan omsættes til den indtjening, investorerne har indregnet, har resulteret i betydelige udsving og kursfald blandt AI-relaterede chipaktier. Det har fået mange investorer til at frygte, at den stærke aktieoptur er ved at være slut.

Men ser man på markedet som helhed, fortæller udviklingen en helt anden historie. For selv om nogle af markedets største AI-favoritter har været under pres, har det brede aktiemarked vist bemærkelsesværdig robusthed. De fleste brede indeks er fortsat tæt på rekordniveauer.

Forklaringen er, at investorerne ikke har forladt aktiemarkedet. De har rykket rundt inden for aktiemarkedet. I løbet af oktober er der sket en markant sektorrotation, hvor investorerne har reduceret eksponeringen mod kunstig intelligens og i stedet søgt mod defensive områder som sundhed, forsyning og stabilt forbrug. Det har givet et mere balanceret marked og er i virkeligheden ganske sundt. Samtidig blev fordelen ved en balanceret portefølje tydeliggjort. Balancerede porteføljer har nydt godt af, at de defensive sektorer steg, da AI-aktierne faldt.

Særligt udviklingen inden for stabilt forbrug er værd at bemærke. I en finanskommentar den 15. september argumenterede vi for, at stabilt forbrug kunne være en attraktiv byggesten i en mere balanceret portefølje. På det tidspunkt var sektoren blandt markedets mest uelskede. Investorerne jagtede kunstig intelligens, teknologi og andre væksthistorier, mens selskaber inden for dagligvarer og andre nødvendighedsvarer blev overset.

Netop derfor fandt vi sektoren ekstra interessant. Når forventningerne bliver tilstrækkeligt lave, skal der ofte ikke meget til, før udviklingen vender. Det er præcis det, vi har set den seneste måned. Mens teknologisektoren er faldet 4,1 pct. i oktober, og halvlederindekset SOX hele 12,2 pct., er stabilt forbrug kommet stærkt igen med en stigning på 9,5 pct. og har været blandt de bedst præsterende sektorer i oktober (kun overgået af energisektoren). På den måde har stabilt forbrug gjort præcis, hvad det skulle, for at bidrage til en mere robust portefølje.

Det betyder imidlertid ikke, at investorer nu ukritisk skal jagte sektoren. En væsentlig del af genopretningen i sektoren er allerede sket, og derfor er stabilt forbrug som kortsigtet investeringstema mindre interessant, end det var for blot en måned siden. Det ændrer dog ikke på, at både defensive og cykliske aktier har deres naturlige plads i en veldiversificeret portefølje.

Det vigtigste er måske, at markedet i løbet af oktober er blevet lidt sundere, lidt mere balanceret og måske endda bedre rustet til den næste del af opturen. Det overordnede vækstbillede er nemlig stadig positivt. Arbejdsmarkederne er stærke, forbruget holder sig robust, og den igangværende regnskabssæson har bekræftet, at virksomhederne leverer solid indtjeningsvækst.

Vi er også fortsat positive over for kunstig intelligens. Det er blot vigtigt, at man investerer bredt i temaet, og at man husker, at der også skal andre byggeklodser til for at skabe en robust portefølje.

Denne kommentar er skrevet af Frank Øland Hansen, chefstrateg i Danske Bank. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi.

Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.