Da det amerikanske jobtal, det såkaldte kongetal, i fredags skuffede markant passede det slet ikke ind i præsidentens fortælling om en stærk økonomi.
Donald Trump reagerede da også prompte og fyrede den ansvarlige chef for Bureau of Labor Statistics (BLS), Erika McEntarfer, med anklager om at hun havde manipuleret jobtallene.
Det rejser et væsentligt spørgsmål: Kan vi fortsat stole på amerikanske data?
USA har længe været anerkendt for høj kvalitet inden for økonomisk statistik. Bureauer som BLS har en stærk tradition for uafhængighed og høj datakvalitet.
Men med fyringen af McEntarfer synes uafhængigheden at være under pres. Det skaber usikkerhed om dataenes troværdighed.
Det er skidt, for data fra BLS spiller en nøglerolle i vores forståelse af verdens største økonomi. Rapporterne om arbejdsmarkedet og inflation, som bureauet også udgiver, bruges bredt – fra centralbankens rentebeslutninger til huslejeindeksering og investorernes værdiansættelse af aktiver.
Investorernes evne til at tolke den økonomiske virkelighed kan desværre blive alvorligt svækket. Det er derfor afgørende, at data er troværdige. Opstår der mistillid til amerikanske data, kan det skabe usikkerhed og volatilitet på globalt plan.
Lad mig straks slå fast, at der ikke er grund til at tro, at statistikchefen eller hendes medarbejdere manipulerede data. Men kan det ske fremover, hvis gode data er en betingelse for at beholde jobbet?
De amerikanske statistikbureauer var allerede under pres inden fyringen. Deres budget og medarbejderstab er skrumpet markant. Nogle processer i statistikindsamlingen kan selvfølgelig effektiviseres, men det er en bekymring, at man i høj grad har måttet bruge skønnede estimater for at udfylde huller i datagrundlaget.
Samtidig er besvarelsesprocenten i mange spørgeskemaundersøgelser faldet.
Det øger risikoen for fejl og efterfølgenderevisioner.
Trumps beslutning om at fyre statistikchefen ligner noget vi ellers kun ser i mindre stabile udviklingsøkonomier. USA er nu kommet i en tvivlsom klub sammen med Tyrkiet, Venezuela, Argentina, det gamle Sovjetunionen, Grækenland mfl.
Næppe en klub, USA normalt opfatter sig som en del af.
De gentagne trusler om at fyre centralbankchef Jerome Powell forstærker desværre kun dette billede.
Hvis verdens største økonomi begynder at politisere data, kan det få alvorlige konsekvenser for finansmarkederne. Det ville være katastrofalt, ikke kun for amerikanske markeder, men også for de globale markeder, der læner sig op ad USA som en økonomisk og statistisk rettesnor.
Fremadrettet er vi derfor nødt til at forholde os lidt mere kritisk til, om vi kan blive ved med at kunne stole på amerikanske data.
Det gør vi sådan set allerede ved at sammenholde mange forskellige datakilder, når vi vurderer økonomien. Det bliver nu endnu mere vigtigt at være opmærksom på, at enkelte datapunkter kan være fejlagtige.
Indtil videre er det dog vigtigt at slå fast, at vi stadig kan stole på de amerikanske data – i hvert fald for nu.
Statistikbureauerne har et højt niveau af professionalisme, men muligheden for at levere præcise og rettidige data er under pres.
Investorerne bør derfor følge udviklingen tæt. Data er ikke bare tal på et papir – de er fundamentet for finansielle beslutninger og markedsstabilitet.
Hvis vi mister tilliden til data, mister vi også den forudsigelighed, der er afgørende for at navigere i et komplekst marked.
Denne kommentar er skrevet af Frank Øland, chefstrateg i Danske Bank. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.
Lyt til den seneste episode af podcasten Millionærklubben her:

