Den næste bankkrise kan begynde med et cyberangreb


Vi forbinder normalt bankkriser med store kredittab, faldende ejendomspriser eller banker, der har taget for store finansielle risici. Men den næste bankkrise kan potentielt begynde et helt andet sted: med et cyber-angreb.
Det er en af de interessante pointer i forskningsartiklen Cybersecurity and Financial Stability fra 2022, skrevet af Kartik Anand fra Deutsche Bundesbank samt Chanelle Duley og Prasanna Gai fra University of Auckland.
Forskerne undersøger, hvordan bankernes stigende afhængighed af fælles digitale systemer kan skabe nye risici for den finansielle stabilitet.
Mange banker anvender nemlig de samme eksterne IT-leverandører og digitale platforme. Det giver betydelige besparelser, men betyder samtidig, at et cyber-angreb gennem én bank potentielt kan ramme mange andre.
Forskerne identificerer et klassisk økonomisk problem: Hvorfor skal den enkelte bank investere massivt i cyber-sikkerhed, hvis andre banker allerede betaler for at beskytte den fælles infrastruktur?
Deres model viser, at dette såkaldte free-rider-problem kan føre til, at bankerne samlet investerer for lidt i cyber-sikkerhed.
Hvis et cyber-angreb lammer bankens systemer, kan kreditorerne miste tilliden og trække deres finansiering tilbage. Dermed kan en ellers solvent bank komme i alvorlige likviditetsproblemer.
Forskerne finder, at jo større risikoen er for et sådant bank-run, desto stærkere bliver bankens incitament til at investere i forebyggende cybersikkerhed.
Faktisk viser modellen, at bankerne under visse omstændigheder kan ende med at investere for meget i at forhindre cyber-angreb frem for at sikre, at driften kan fortsætte, hvis et angreb lykkes.
Forskerne argumenterer derfor for, at regulering kan være nødvendig for at sikre den rette balance mellem forebyggelse, operationel robusthed og finansiel stabilitet.
Studiet er teoretisk og siger ikke noget om sandsynligheden for en kommende cyber-udløst bankkrise. Men det illustrerer en vigtig pointe:
Digitaliseringen har skabt nye forbindelser mellem bankerne, som ikke nødvendigvis kan aflæses i deres regnskaber.
Måske skal vi derfor i fremtiden interessere os lige så meget for bankernes digitale infrastruktur som for deres kapitalprocenter og kreditkvalitet.
Kilde: Anand, K., Duley, C. & Gai, P. (2022), "Cybersecurity and Financial Stability", Deutsche Bundesbank Discussion Paper No. 08/2022.
Denne kommentar er skrevet af André Thormann, senior aktieanalytiker hos Danske Bank.
Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi.
Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.