Hvorfor køber nogle investorer aktier, der allerede er steget kraftigt, mens andre leder efter de aktier, der er faldet mest?

Ny forskning fra Steffen Andersen, Kasper Meisner Nielsen, Stephen Dimmock og Kim Peijnenburg peger på, at svaret i høj grad findes i investorernes psykologi.

I et nyt studie offentliggjort i Journal of Financial Economics kombinerer forskerne laboratorieeksperimenter med detaljerede handelsdata fra danske investorer. Resultatet er et sjældent indblik i, hvordan menneskers forventningsdannelse påvirker deres faktiske investeringsbeslutninger.

Forskerne målte først deltagernes tendens til enten at ekstrapolere eller tænke kontrært. Ekstrapolatorer forventer, at en nylig udvikling fortsætter. Hvis noget er steget, tror de på yderligere stigninger. 

Kontrære investorer forventer derimod ofte en vending og tror, at kursudviklingen vil bevæge sig i den modsatte retning.

Læs også: Dansk cheføkonom udpeger de tre største risici i markedet lige nu

Efterfølgende koblede forskerne disse mål sammen med mere end ti års faktiske handelsdata for de samme personer.

Resultaterne er klare. Investorer med stærke ekstrapolative tendenser køber i højere grad aktier, der allerede har haft høje afkast. Omvendt foretrækker kontrære investorer aktier med svagere historisk udvikling. 

En stigning på én standardafvigelse i investorens ekstrapolationstendens betyder, at vedkommende i gennemsnit køber aktier med omkring tre procentpoint højere historiske afkast.

Studiet finder også, at forskellene påvirker salgsbeslutningerne. Ekstrapolatorer holder længere fast i aktier med store gevinster, mens kontrære investorer er mere tilbøjelige til at sælge dem. 

Dermed påvirker investorernes forventningsbias både, hvad de køber, og hvad de vælger at sælge.

Læs også: Strateg om europæiske banker: Tid til at tage gevinsten hjem

Forskerne argumenterer for, at denne forventningsbias kan være en fælles forklaring på flere velkendte mønstre blandt private investorer. 

Tidligere forskning har vist, at investorer ofte reagerer på tidligere kursudvikling, men det nye studie viser, at graden af ekstrapolation eller kontrær tænkning kan forklare, hvorfor forskellige investorer reagerer så forskelligt på de samme informationer.

Resultaterne er interessante i en tid, hvor markederne præges af stærke trends, og hvor mange private investorer søger mod de aktier, der har leveret de største kursstigninger. 

Studiet understreger, at investorers forventninger ikke blot påvirker deres syn på markedet generelt, men også deres konkrete valg af enkelte aktier.

For investorer er læringen enkel: Når man føler sig tiltrukket af en aktie, fordi den allerede er steget meget, eller omvendt fordi den er faldet kraftigt, kan det være værd at spørge sig selv, om beslutningen er baseret på fundamentale forhold eller på en psykologisk tendens til enten at ekstrapolere eller gå imod strømmen.

Denne kommentar er skrevet af André Thormann, analytiker i Danske Bank. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.

Læs også: Dansk hedgefond i hård kritik af hollandsk selskab: Ikke i investorernes interesse

Læs også: Forsyningskæmpe i stor milliardinvestering: Analytiker kalder pris attraktiv

Millionærklubben

Selvom markedet ikke holder sommerferie, tager de fleste investorer sandsynligvis en pause i løbet af de kommende måneder. Men får det betydning for markedsdynamikken, og skal du omlægge din portefølje inden du smækker benene op? Millionærklubben varmer op til ferieafslapning sammen med chefanalytiker Lau Svenssen fra Svenssen & Tudborg og investeringsstrateg Lars Skovgaard Andersen fra Danske Bank. Vært: Bodil Johanne Gantzel