De fleste investorer kender mantraet om, at »spredning er redning«. Og med god grund. En portefølje, der er fordelt på mange forskellige aktier, er som ofte mindre sårbar end en portefølje, der afhænger af få selskaber.

Men der er mere til rigtig diversificering end blot at eje mange aktier.

For en portefølje kan godt bestå af mange forskellige selskaber og stadig være mere koncentreret, end man tror. Hvis aktierne er fra samme sektor, samme region eller påvirkes af de samme økonomiske forhold, kan de ende med at bevæge sig i samme retning på samme tid, og så bliver spredningen mindre relevant.

Men der hvor diversificering bliver et rigtig stærkt redskab, er når porteføljens forskellige investeringer udvikler sig forskelligt i forhold til hinanden. Det måles som korrelation mellem investeringerne, typisk på en skala fra -1,0 til +1,0.

Hvis to investeringer typisk stiger og falder samtidig, har de høj korrelation. Hvis de bevæger sig mere forskelligt, har de lavere korrelation. Og hvis de ligefrem bevæger sig i modsat retning, har de negativ korrelation.

Når forskellige dele af porteføljen ikke reagerer ens, kan den samlede risiko reduceres, uden at man nødvendigvis giver tilsvarende afkald på det forventede afkast. Selvom det kan lyde simpelt, er indsigten så kraftfuld, at den blev en central del af arbejdet med moderne porteføljeteori, som i 1990 blev belønnet med Nobelprisen i økonomi.

En portefølje kan diversificeres både på tværs af og inden for aktivklasser. På tværs af aktivklasser er den klassiske kombination aktier og obligationer.

Rådet for Afkastforventninger har eksempelvis opgjort korrelationen mellem globale aktier fra udviklede markeder og investment grade-obligationer til 0,3. Med andre ord forventes de to aktivtyper at have en begrænset tendens til at stige og falde samtidig.

Men for de mange privatinvestorer, der typisk er meget aktiefokuserede, kan diversificering inden for aktier også være relevant.

Her handler det ikke bare om at sprede pengene på mange små aktiepositioner, der i praksis opfører sig ens. Det handler om at få en bred eksponering på tværs af sektorer, selskabsstørrelser, geografiske områder og investeringsstile som vækst-, value- og udbytteaktier, så porteføljen bliver mindre afhængig af de samme risikofaktorer.

Selvom det lyder fornuftigt i teorien, kan diversificering i praksis godt føles lidt kedeligt. De seneste år har de mest risikofyldte porteføljer ofte set bedst ud, mens obligationer og balancerede porteføljer kan føles som noget, der holder afkastet tilbage.

Men vi skal huske på, at aktiemarkedet har det med at tage trappen op og elevatoren ned.

Finanskrisen i 2008 er et godt eksempel på, hvorfor diversificering kan være altafgørende. Mens globale aktier over en bred kam faldt i størrelsesordenen 40 pct. over året, steg brede obligationsindeks med omkring 5-10 pct.

En balanceret portefølje kunne derfor have været væsentligt mindre hårdt ramt end en portefølje med fuld aktieeksponering.

Det er netop i de urolige perioder, at reel diversificering viser sin værdi. Næste gang vi som privatinvestorer overvejer at tilføje en ny investering til porteføljen, kan vi derfor med fordel spørge os selv, hvordan den vil reagere, når resten af porteføljen er under pres.

Bevæger den sig i samme retning som de eksisterende investeringer? Eller kan den med lav, måske ligefrem negativ, korrelation være med til at reducere den samlede risiko? Vel at mærke uden nødvendigvis at sænke det forventede afkast.

Det er forskellen på blot at eje mange investeringer og at være reelt diversificeret.

Denne kommentar er skrevet af Jakob Westh Christensen, manager for Lysa Danmark. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.