Hvis du har været investeret i aktier de seneste år, har du sandsynligvis god grund til at smile. De globale aktiemarkeder har leveret stærke afkast, hvor særligt de amerikanske teknologiaktier har trukket læsset.

Men de store kursstigninger rejser et spørgsmål, som mange private investorer måske overser: Har aktierne fået lov til at fylde for meget i porteføljen?

Det kan lyde som et luksusproblem. Men når én aktivklasse klarer sig markant bedre end de øvrige, ændrer balancen i porteføljen sig. 

En investor, der for få år siden havde en velafbalanceret fordeling mellem aktier og obligationer, kan i dag stå med en langt højere aktieandel end oprindeligt tiltænkt.

Investering handler nemlig ikke kun om at finde de aktiver, der stiger mest. Risikoen i porteføljen skal også løbende tilpasses til ens tidshorisont og risikovillighed, og derfor giver det mening at genoverveje obligationernes rolle.

I mange år var renterne så lave, at obligationer for mange investorer mest lignede en parkeringsplads for kapital. Det løbende afkast var begrænset, og mange søgte derfor naturligt mod aktiemarkedet.

I dag er situationen en anden. De højere renter betyder, at obligationer igen kan levere et interessant løbende afkast, og samtidig kan de tilføre noget vigtigt til porteføljen, som de store aktiestigninger kan have mindsket: bedre balance.

Obligationer har typisk en lavere risiko end aktier og de bevæger sig ikke nødvendigvis på samme måde som aktiemarkedet. Derfor kan obligationer bidrage til at gøre porteføljen mere robust og mindske udsvingene.

Det betyder ikke, at investorer skal vende ryggen til aktiemarkedet. Økonomien er stærk, og virksomhedernes indtjening vokser kraftigt, hvilket giver aktiemarkedet et solidt fundament. 

Aktier vil fortsat være den vigtigste motor i den langsigtede formueopbygning, men obligationer fortjener også en plads i porteføljen.

Spørgsmålet er så, hvilke obligationer der er mest interessante. Her ser jeg i øjeblikket nordiske virksomhedsobligationer som et attraktivt supplement til dine øvrige investeringer i obligationer.

Nordiske virksomhedsobligationer tilbyder i dag en attraktiv kombination af rente, kvalitet og risikospredning. De giver typisk en højere rente end mange sammenlignelige europæiske virksomhedsobligationer, selv om kreditkvaliteten er omtrent den samme. 

Samtidig er rentefølsomheden generelt lavere, blandt andet fordi obligationerne ofte udstedes med kortere løbetid. Det betyder, at kursudsvingene normalt er mindre, når renterne bevæger sig op og ned.

Mange af udstederne nyder desuden godt af, at de nordiske økonomier fortsat står relativt stærkt sammenlignet med flere andre europæiske økonomier. Det kan understøtte virksomhedernes indtjening og deres evne til at betale renter og afdrag.

Det betyder ikke, at risikoen forsvinder. Virksomhedsobligationer kan falde i værdi, hvis økonomien svækkes, eller investorernes risikovillighed falder. 

Aktivklassen skal derfor heller ikke ses som et alternativ til kontanter. Men netop kombinationen af en attraktiv rente, lavere risiko end aktier og muligheden for bedre risikospredning gør nordiske virksomhedsobligationer interessante.

Derfor er det måske et godt tidspunkt at stille sig selv et enkelt spørgsmål: 

Hvis du byggede din portefølje op fra bunden i dag, ville du så vælge den samme aktieandel, som du har nu? Hvis svaret er nej, kan tiden være inde til at rebalancere porteføljen.

Her kan nordiske virksomhedsobligationer være værd at se nærmere på. Ikke fordi aktiefesten nødvendigvis er slut, men fordi en god portefølje ikke kun handler omafkast – den handler også om robusthed og balance.

Denne kommentar er skrevet af Sofie Manja Eger Huus, seniorstrateg i Danske Bank. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. 

Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.