Krigen mellem USA og Iran er blusset op igen efter en længere periode med stilstand.

Selvom vi ikke er tilbage til krigsniveauet fra marts, er der alligevel tale om en eskalering, der er voldsommere, end vi har set længe.

Det er kommet bag på investorerne, der godt nok ikke forventede en hurtig og holdbar løsning, men som altså heller ikke forventede en større eskalering. Eskaleringen har fået olieprisen til at stige til 95-96 dollar pr. tønde.

Eskaleringen har også ramt obligationsmarkedet. Statsobligationsrenterne er steget, f.eks. er renten på en 10-årig tysk statsobligation steget yderligere til 3,4 pct. Globale statsobligationsrenter var allerede stigende, og de højere oliepriser har bidraget yderligere til den trend.

Det globale aktiemarked holder sig indtil videre nogenlunde oven vande og er fortsat langt fra korrektionsniveauer, men energipris- og rentefølsomme aktier som f.eks. europæisk industri og europæisk forsvar er hårdere ramt end det brede marked.

Kombinationen af lidt dårligere markedsstemning og ikke mindst stigende renter i den lange ende af rentekurven har også ramt de rentefølsomme 30-årige fastforrentede realkreditobligationer, hvor kursen på 4 procentslånet med udløb i 2056 er faldet til under kurs 96,4, hvilket er lavere end i marts måned. 

Den nye serie med udløb i 2059 ligger endnu lavere, nemlig i kurs 95,6.

Guld, der jo ikke giver et løbende renteafkast og derfor generelt reagerer negativt på stigende renter, er også faldet.

Som investor er det en god påmindelse om, at man bliver nødt til at forholde sig til den geopolitiske situation, især hvor der er en klar økonomisk effekt. 

For det er ikke krigshandlingerne i sig selv, som investorerne reagerer på, men konsekvenserne i form af, at vi har bevæget os længere væk fra en forhandlet løsning.

Udfordringen er, at der er flere scenarier i spil, og det er svært at forholde sig til, når Trump-administrationen synes at føre en relativt uforudsigelig udenrigspolitik.

Det bedste scenarie er, at de nye angreb presser iranerne til forhandlingsbordet med en større vilje til at indgå et kompromis.

Status quo-scenariet er, at vi har set en eskalering de seneste dage, men at angrebene stopper, og vi går tilbage til den fastlåste situation, som vi har vænnet os til de seneste måneder, hvor parterne ikke synes at nærme sig en permanent løsning, men hvor situationen trods alt heller ikke eskalerer ud af kontrol.

Det værste scenarie er en reel eskalering, hvor risikoen stiger for alvorlige angreb på energiinfrastrukturen i regionen. Så handler det ikke længere kun om, at olie og flydende naturgas ikke kan sejles gennem Hormuzstrædet. 

Så handler det også om, hvor meget produktionskapacitet der er tilbage, når krigen engang slutter.

Det er usikkert, hvilken vej situationen bevæger sig. Jeg hælder til, at status quo-scenariet er det mest sandsynlige: USA angriber Iran, men angrebene er ikke alvorlige eller storstilede nok til at ændre den fundamentale analyse om en fastlåst situation. 

I så fald kan olieprisen falde tilbage til 85-90 dollar pr. tønde, som vi havde vænnet os til, og risikolysten blandt investorerne kan blive lidt bedre igen.

Men som jeg håber, jeg har redegjort for, er sigtbarheden ikke specielt god i øjeblikket.

Usikkerheden og den manglende forståelse for Trumps Iran-strategi betyder, at krigen kan blive ved med at skabe bølgegang på tværs af aktier, obligationer og råvarer.

Denne kommentar er skrevet af Mikael Olai Milhøj, chefstrateg hos Sterna Capital. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. 

Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.