Dette er en kommentar. Euroinvestor har tilknyttet flere personer, der kommenterer de finansielle markeder og danskernes privatøkonomi. Kommentaren udtrykker alene skribentens holdning.
Danske privatinvestorer er begejstrede for at investere i vedvarende energi. eToros seneste Retail Investor Beat-undersøgelser viser, at cleantech og vedvarende energi er danskernes foretrukne langsigtede investeringstema. Denne interesse overgår andre temaer som robotteknologi, digital transformation og krypto.
Læs også: Børshus ændrer syn på populær dansk aktie - tror den kan stige 90 pct.
Men det seneste år har budt på udfordringer for investorer i vedvarende energi. De, der har investeret i Ørsted, har set aktiekursen falde med 45 pct. i år. Men problemerne rækker ud over Ørsted, og sektoren som helhed har haft et hårdt år. ETF'en iShares Global Clean Energy, som omfatter omkring 100 aktier inden for vedvarende energi, er faldet med 25 pct. i år.
Investorernes forventninger til vedvarende energi har også været høje og med ‘dyre’ værdiansættelser.
2023 var året, hvor forventningerne og værdiansættelserne fik et tilbageslag, med en perfekt storm af ugunstige faktorer, der ramte sektoren.
Centralbankernes dramatiske renteforhøjelser har gjort det dyrt at finansiere de kapitalintensive projekter, og samtidig lagt pres på selskabernes høje værdiansættelser.
Derudover har sektoren oplevet en galopperende inflation i produktions- og materialeomkostninger. Det har presset rentabiliteten, da de øgede omkostninger ikke kan opvejes af højere indtægter, med afregningspriser på el der ofte er aftalt mange år ud i fremtiden.
Læs også: Nye tal: Det står værre til for dansk økonomi end ventet
Det blev tydeligt i forbindelse med flere udbud om opførelse af vindmølleparker i Tyskland og Spanien, hvor ingen udviklere afgav bud, fordi det ikke var rentabelt til den tilbudte afregningspris.
Spørgsmålet er nu, om vedvarende energi kan få sin revanche i 2024? Der begynder at være positive tegn.
Efter dette års korrektion har de lavere aktiekurser forbedret værdiansættelsen, og sektoren handles nu til en price/earnings-multipel på omkring 15x, hvilket er på niveau med det bredere europæiske marked.
Det er dog stadig højere end olie- og gassektoren, som handles til en værdiansættelse på helt ned til 6xindtjeningen, men også med et begrænset langsigtet indtjeningspotentiale.
Vedvarende energi vil også blive understøttet af lavere renter i det nye år. Centralbankerne har åbnet døren for rentenedsættelser i 2024, og markedet forventer allerede den første amerikanske rentenedsættelse i marts og ser seks nedsættelser i 2024.
Strukturel medvind indikerer fortsat stærk støtte til sektoren. Det Internationale Energiagentur (IEA) forventer, at de globale investeringer i vedvarende energi vil nå 1.800 mia. dollars i år, en stigning på 40 pct. siden 2020 og betydeligt mere end de 1.100 mia. dollars, der investeres i fossile brændstoffer.
Læs også: Børshus ændrer syn på populær dansk aktie - tror den kan stige 90 pct.
For at opnå netto-nul CO2-udledning i 2050 skal investeringerne i vedvarende energi mere end fordobles til 4.300 mia. dollars årligt i 2030.
Vi ser også tegn på politisk vilje til at genskabe rentabiliteten i sektoren. Senest har Storbritannien øget afregningsprisen for havvindmølleparker med 66 pct. for at tiltrække nye projekter.
Vi vil sandsynligvis se andre lande følge efter i 2024, når de accepterer den højere pris for den grønne omstilling, som er en topprioritet for de fleste lande.
Vedvarende energi aktier har forudsætningerne for at få et bedre 2024. Men som investor skal vi udvise tålmodighed og sprede eksponeringen over flere aktier og typer af energiløsninger for at reducere risikoen i denne stadig nye og udviklende sektor.
Jakob Westh Christensen, eToros nordiske markedsanalytiker, har næsten ti års erfaring fra de globale finansielle markeder, bl.a. fra Deloitte Corporate Finance og Danmarks Nationalbank. Han er uddannet fra Copenhagen Business School og er en regelmæssig kommentator på de danske, nordiske og globale finansielle markeder.
Læs også: 3 milliarder kroner er sendt retur til de danske boligejere
Læs også: Strateg forudså markedets bevægelse i 2023: Her er hans forventninger til det nye år


Stor guide: 57 geniale gaver
