De seneste uger har vi fået en række vigtige økonomiske nøgletal. Alt efter om man er typen, der ser glasset som halvt fyldt eller halvt tomt, kan man nærmest altid finde et nøgletal, der bekræfter ens hovedscenarie. 

Min vurdering er, at de økonomiske nøgletal generelt set har tegnet et billede af, at vækstmomentum har været stigende i både USA og Europa. 

Samtidigt tyder inflationstallene fortsat på, at det underliggende inflationspres ikke er alarmerende højt. Med det mener jeg, at det underliggende inflationspres godt nok er over centralbankernes målsætning på 2 pct., men at købekraften trods alt stiger, fordi lønvæksten er højere. 

Et inflationspres på 2-3 pct. er i min optik ikke problematisk fra et konjunkturperspektiv.

Det er vigtigt som investor at følge med de i økonomiske nøgletal, for det er sådan, man får en idé om den aktuelle økonomiske situation. 

Iran-krigen afslører dog et grundlæggende problem ved at følge makroøkonomiske nøgletal. Nøgletallene beskriver fortiden, og dermed bliver de svære at bruge til noget, ja nærmest ubrugelige, hvis der sker en signifikant ændring i de fundamentale økonomiske forhold.

Iran-krigen er i sig selv ikke vigtig. Vi er vant til, at der er usikkerheder, konflikter og krige i Mellemøsten. Hver gang den geopolitiske usikkerhed stiger, er det væsentligste at lede økonomiske effekter, der kan påvirke de økonomiske analysekonklusioner. 

Denne gang er effekten de facto nedlukningen af sejlads gennem Hormuzstrædet, der har sendt olie- og gaspriserne højt op.

De stigende energipriser fungerer som et inflationært chok til økonomien, hvilket både risikerer at lede til højere inflation og til en svækket økonomi. Jo længere tid det tager at finde en løsning, jo større bliver de økonomiske konsekvenser. 

Derfor er det også i det store hele ligegyldigt for investorerne, hvordan vækstmomentum og inflationspresset var i februar, for situationen har ændret sig markant i kølvandet på Iran-krigen.

Iran-krigen har også afsløret et andet fænomen, man som investor skal være opmærksom på. Normalt ville statsobligationsrenterne falde, når investeringsmiljøet er surt, bekymringerne stigende og usikkerheden høj. Det har vi ikke set i denne omgang. 

Det skyldes den inflationære natur af stigende energipriser, som betyder, at investorerne kræver en højere inflationskompensation for at købe statsobligationer, dvs. en højere rente. 

Dermed har man, ligesom i 2022, tabt på både gyngerne og karussellen. Vi har i noget tid været vant til, at højere renter er godt for bankerne på grund af en stigende rentemarginal i et positivt makromiljø, men europæiske banker har klaret sig relativt værre end det brede europæiske aktiemarked, da renterne er steget af dårlige årsager, ikke gode årsager. 

Vi har også været vant til, at guldprisen stiger i perioder med forhøjet geopolitiske usikkerheder, men guldprisen har været mere under pres. Det siges nogle gange, at guld

er en god forsikring mod inflation, men det er faktisk ikke rigtigt tilfældet, som det også ses denne gang. 

Det skyldes, at guld bliver relativt mindre attraktivt, når renteniveauet stiger, da alternativomkostningen stiger.

På den korte bane handler det altså om, hvorvidt der på den korte bane kommer en løsning på energiforsyningsproblemerne via Hormuzstrædet eller ej. 

Hvis det er det scenarie, der udspiller sig, vil fokus hurtigt vende tilbage til de økonomiske nøgletal og gamle markedsnarrativer så som AI-forskrækkelsen og aktierotationen.

Denne kommentar er skrevet af Mikael Olai Milhøj, chefstrateg hos Sterna Capital. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.