Vi kan lige så godt indse det. Det er så godt som umuligt at forudsige aktiemarkedets bevægelser i løbet af den næste uge, måned eller endda år. Men det betyder ikke, at vi ikke skal tage del i den værdiskabelse, der sker på aktiemarkedet over tid.

For med en vis sandsynlighed kan vi forvente en positiv udvikling på lang sigt. Det globale aktiemarked har historisk givet et gennemsnitligt årligt afkast i størrelsesordenen 8 pct. før inflation.

Udfordringen er dog, at afkastet sjældent kommer jævnt fordelt fra år til år. Nogle år byder på store stigninger, andre på nulafkast, og indimellem rammes markedet af kraftige fald. Selv inden for det enkelte år kan udsvingene være betydelige.

Her knap seks måneder inde i året er forskellen mellem årets laveste og højeste niveau i det globale aktieindeks MSCI ACWI på hele 20 pct.

Derfor kan timing få stor betydning på kort sigt. Problemet er bare, at ingen på forhånd ved, hvornår markedet topper eller bunder.

Set i det lys kan en af de bedste strategier være at have en langsigtet tilgang og investere løbende gennem både op- og nedture.

Læs også: Millionrabat fejet af bordet: Nevøer og niecer snydes for stor skattelettelse

Som det engelske investeringsordsprog lyder: “Time in the market beats timing the market.” Det er netop her, månedsopsparing kan vise sig at være en stærk investeringsstrategi.

Hvis du eksempelvis investerer 1.000 kr. hver måned i det samme instrument, for eksempel en fond med bred eksponering mod aktiemarkedet, vil du i nogle måneder købe flere andele og i andre måneder færre.

Når markedet falder, får du mere for pengene. Når markedet stiger, køber du færre andele. Over tid betyder det, at du opnår en gennemsnitlig købspris, som kan reducere betydningen af de kortsigtede udsving.

Denne strategi kaldes ofte Dollar Cost Averaging. En månedsopsparing er en enkel og effektiv måde at gennemføre den i praksis.

Det faste tidspunkt og det faste beløb i en månedsopsparing kan også hjælpe med at reducere følelsesdrevne beslutninger. Når markedet falder, bliver mange investorer ramt af pessimisme og holder igen med at investere.

Men ingen ved, hvornår markedet vender. Og historisk er nogle af de største kursstigninger kommet efter perioder med negativ markedsstemning.

Derfor kan det blive dyrt at stå uden for markedet, mens man venter på det perfekte tidspunkt at investere. For det perfekte tidspunkt kender man som regel først bagefter.

Læs også: Gennem 10 år har han bygget på en global aktieportefølje: Nu fremhæver han et spændende tema og en overset vinderaktie

Nye tal fra Lysa peger på, at mange investorer ønsker at holde fast i deres investeringsplan, når markedet falder.

I undersøgelsen fra maj blandt ca. 750 kunder svarer ni ud af ti, at de enten vil holde fast i deres investeringsplan eller øge deres opsparing, hvis markedet på kort tid falder 20 pct.

Men det er lettere sagt end gjort. Når markederne lyser rødt, og investorpsykologien bliver sat på prøve, kan det være svært at handle rationelt.

Netop her kan en månedsopsparing være et stærkt redskab. Den kan være med til at sikre, at man fortsætter med at investere, også når markedet føles mest usikkert.

Månedsopsparing fjerner ikke risikoen ved at investere. Og det er heller ikke nødvendigvis den strategi, der giver det højeste afkast på kort sigt. Men den kan være stærk, fordi den gør det lettere at håndtere store udsving, holde fast og få glæde af markedets langsigtede værdiskabelse.

Denne kommentar er skrevet af Jakob Westh Christensen, Manager for Lysa Danmark. Euroinvestor bringer i debatformatet 'Pengetanken' alle hverdage kommentarer fra vores faste panel på 15 eksperter i investering, boligøkonomi og privatøkonomi. Alle kommentarer er udelukkende udtryk for den pågældende skribents egen holdning. Klummen er udelukkende til orientering og kan ikke betragtes som en opfordring om eller anbefaling til at købe eller sælge finansielle produkter.

Læs også: Nordnet-økonom: Oplagt at spekulere i Novo-opjustering

Læs også: Amerikansk storbank ser nu lyst på aktier: Fredsudsigt i Mellemøsten kan udløse kursfest

Morgennyheder

Hver morgen opdaterer Euroinvestors finansjournalister dig på de vigtigste historier om dine aktier og i øvrigt om alt det, der påvirker økonomien - især din egen. Vært: Laura Nørkjær Seligmann

SÆRARRANGEMENT - Millionærklubben Eksklusiv: Aktiekonkurrencen er halvvejs i hus - Millionærklubben gør status
De kæmper om æren og pengene til daglig i Millionærklubbens investeringskonkurrence, og nu er det tid til at få svesken på disken. Hvem læste markedet korrekt? Hvem fik satset på de helt rette temaer? Og hvem har førertrøjen på, her hvor halvåret melder sin ankomst? Det kan du blive klogere på denne aften, hvor Millionærklubbens faste panel stiller op til debat om alt det, de gjorde, alt det, de skulle have gjort, og alt det, de har tænkt sig at gøre for at tage føringen i andet halvår.
Debatten styres af Millionærklubbens vært, Bodil Johanne Gantzel, og i panelet kan du møde:
Lau Svenssen, chefanalytiker hos Svenssen & Tudborg,
Lars Persson, teknisk analytiker hos Aktierådet,
Michael Friis Jørgensen, aktiechef hos HC Andersen Capital,
og Michelle Nørgaard, selvstændig aktiestrateg.
I løbet af aftenen byder vi også på en forfriskning og lidt snacks, så du kan læne dig tilbage, blive inspireret af panelets ekspertviden og ikke mindst blive klogere på, hvordan du får mest muligt ud af dine investeringer. Køb dine billetter her: www.euroinvestor.dk/arrangementer